jamaica man & 1st advent in toronto

Okay. Lige på og hårdt for en gang skyld:

Fredag den 16. november mødtes jeg med Anders (Bus) og Jesper (JJ) i byen Kingston, som er hovedstaden på Jamaica. De næste 8 dage skulle der ferieres og rehabilliteres efter en noget ressourcekrævende periode lige op til. Temperaturen lå jævnt på de omkring 30 grader hele ugen og vi fik set både sol og skyer, samt oplevet en mindre og heldigvis ganske kort tropisk regnstorm.

Vi ankom stort set samtidig til hotellet Four Seasons, som var ganske luxuriøst. Da vi alle tre havde fået nogle lidt længere rejser end egentlig tiltænkt, pga. aflyste fly, stod fredag blot på god mad på hotellets restaurant og hygge og afslapning efterfølgende.

Lørdag ville vi se lidt på Kingston. Vi havde dog på forhånd læst lidt om byen (og øen generelt) og det er ikke et sted man sådan uden videre bare skal vade rundt på egen hånd. I særdeleshed Kingston er ret så voldelig. Dette klarede vi ved at hoppe i en taxa fra hotellet, som kørte os rundt det meste af dagen. Vi fik set Bob Marley Museet, som var hans gamle bopæl, downtown Kingston som var ret så ussel, og Trenchtown, området hvor Bob Marley blev født, som var endnu mere usselt. Det var en lidt underlig fornemmelse at køre rundt og se ud på de lokale gennem et vidue og en låst bildør, men på den anden side var man også rigtig glad for den sikkerhed bilen tilbød os. Vi blev dog hurtigt enige om at Kingston ikke var flere dage værd, og vi besluttede os derfor for at leje en bil søndag, og kører op til nordkysten og det caribiske øhav.

Og det gjorde vi så, men det var sgu ikke lige som at tage bilen fra Esbjerg til KBH. Afstandende er i og for sig ganske korte på Jamaica. Men da øen er udgjordt af bjerge og tyk regnskov, gør det de korte strækninger lidt længere end som så. Samtidig er vejene helt ekstremt dårlige. De er mildest talt elendige eller ikke eksisterende. Yderligere er skilte en lige så stor mangelvare på Jamaica, som bjerge er det i Danmark, og når det bedste kort man kunne få fingrene i var lige så godt som et kort over Legoland, gjorde det at køreturene til tider var præget af mange detours. Slutteligt er det værd at nævne at man på Jamaica kører, som man gør i England, hvilket også (specielt i starten) nok havde en effekt på tempoet. Det skal lige siges at Bus, som var chaffør hele ferien igennem, gjorde en brav indsats, på tros af de yderst krævende forhold. I slutningen af ugen kørte han faktisk næsten lige så agressivt som de lokale:-)

Aldrig har jeg kørt så meget efter gut feelings. Vi startede således med at ville køre stik nordpå ud af Kingston. Det gik sådan set også godt synes vi og små tre timer senere nåede vi endda frem til en større by, hvilket vi tolkede som et tegn på at vi havde fundet frem til Annotto Bay. Lige pludselig blev det dog en anelse for genkendeligt, og JJ sagde ”...det her er da Kingston...”. Hvilket det ganske rigtigt var. Vi fandt ud af at køre en anden (faktisk den eneste anden) rute, som egentlig var lige så dårligt skiltet som den første, men ikke desto mindre havnede vi det rigtige sted, nemlig i Ocho Rios, ved en 3tiden.

Her tilbragte vi resten af søndagen, for derpå at kører vestpå, langs kysten, mandag til den mest turistede by på øen, Montego Bay. På vejen gjorde vi holdt ved den første rigtige turistattraktion, et vandfald kaldet Dunns River Falls, som man betaler for at få lov til at klatre op igennem. Meget sjovt og flot. Hvis ikke det havde været for de relativt mange grimme turister, der gik hånd i hånd i lange rækker med overgearede guider til at underholde dem og filme dem, havde det faktisk været en udsøgt fornøjelse. Generelt kan man sige at Jamaicas turisme er præget af at turisterne holder sig meget for sig selv, enten ved at være på krydstogt, hvor man overnatter på skibet, eller ved at være indlogeret på et ressort, der er all inclussive, hvilket igen betyder at det er der man er hele tiden, og det er herfra man tager på guidede ture i grupper.

Vi nåede dog Montego Bay uden at være blevet forvildet ud på nogle skibe eller ind i nogle ressorts. Her tilbragte vi så det resterende af mandagen, samt hele tirsdag, ved at ligge på en lille lækker betalingsstrand. Desværre var vejrguderne på dette tidspunkt ikke helt med os, og tirsdag var således præget at overskyet vejr med regnbyer af og til. Lidt ærgeligt at vi missede en dag, hvor vi ikke kørte, på det, men hva faen, vi hyggede os sgu fint i hotellets hot tub og på en lidt for fin restaurant om aftenen.

Onsdag morgen kørte vi så østpå igen, men længere end Ocho Rios. Strækningen fra Ocho Rios til Port Antonio, som er den største by i det område vi ville udforske, skulle vise sig at være den værste vi havde været udsat for hidtil. Vi nåede dog med møje og besvær helskinnede frem, og bilen formåde stadig at holde sig sammen, selvom den var begyndt at larme lidt mere end da vi kørte ud af Kingston. Vi ville i dette område have indlogeret os et sted, der lød vildt fedt. Et ”hotel/hostel” der var lavet helt ude på en en klippeafsats i en bugt, og bestod af såkaldt afrikanske telte, der var forbundet af nogle gangbroer, samt træhuse med private hot tubs. Vi fandt stedet, der var ganske godt gemt fra offentligheden og de sædvanlige turistede hoteller, som lå klistret op af vejen, men for første gang på vores tur var der ikke plads til os. Vi havde ikke booket på forhånd, da vi hidtil ikke havde haft nogen problemer overhovedet. Så lidt slukørede begyndte vi at lede efter alternativer i området. Vi fandt i det absolut sidste dagslys Moon San Villa. Et form for villa hotel, hvor der kun er plads til ganske få besøgende af gangen, med en helt fænomenal flot udsigt over The Blue Lagoon, som var en af grundene til at vi ville se dette område af Jamaica.



Torsdag startede således med et eksklussivt bad i den blå lagune uden nogen som helst andre mennesker til at forstyrre. Bortset lige fra den lokale gangster, der ville have penge for at vi måtte bade i lagunen og for at han skulle passe på vores tøj. Det var rigtig flot, men meget underligt at der på en eller anden måde virkede øde og forladt. Der var nogle bygninger, der tidligere havde huset restaurant og vidst også hotel, men de var ikke længere i funktion, givetvis grundet orkanen Ivan. Vi tjekkede efterfølgende ud, og kørte på ny afsted for at finde frem til en strand ved navn Winnifred Beach, der i vores rejsebøger var beskrevet som de lokales strand. Også den var trukket godt tilbage fra vejen og skjult. Det føltes derfor endnu federe da vi fandt den og opdagede at der ud af de vel omkring 30 mennesker der var på stranden, kun var fire andre der ikke var lokale. Det var et dejligt og underfundigt sted. Et par lokale arbejdede med noget træudskæring, en rastafari samlede konkylier, og den lokale madfar lavede mad. Man skulle gå op til hans lille hytte og bestille hvad man havde lyst til, alt efter hvad han havde på dagen, og så lavede han alt fra bunden i sit åbne køkken med levende ild og friske lokale råvarer. Så fedt og inspirerende. Det var her vi for første gang forsøgte os med nationalretten Jerk Chicken, og det var her vi fandt ud af at det var alt for sent. Jerk betyder bare grill, og hans grillede kylling, grillet på noget helt bestemt træ han forklarede og viste mig, smagte fantastisk. En helt igennem eksklussiv oplevelse.

Efter en god lang dag på Winnifred Beach, skulle vi igen på farten. Denne gang skulle vi finde Buff Bay, en by der egentligt er ganske uinteressant, men eftersom vi via vores værtinde fra Moon San Villa, havde fået meldt os til en kaffetour fredag, hvor vi ville blive samlet op i Buff Bay, var et overnatningssted her at foretrække fremfor at skulle kører ca. 1,5 time tidligt fredag morgen. Da der ikke rigtig var nogen hoteller i området havde vi tilmed fået anvisninger til et hostel, som ikke stod i nogen rejsebøger. Det var da heller ikke til at finde, før end vi begyndte at spørge os for blandt byens indbyggere. Det var meget simpelt, man skulle bare spørge efter Mrs. Williams. Så vi fandt frem til Mrs. Williams, der var en yderst snakkeglad ældre dame, der nød at få gæster. Her tilbragte vi vores billigste nat inden vi fredag kørte til opsamlingsstedet et par minutter væk.

Vi blev samlet op en lille times tid senere (Jamaica time) end aftalt af en lille bus fyldt med turister fra de mere vestlige ressorts. Og så skulle vi ellers op i The Blue Mountains. Det var simpelthen for svært at finde rundt heroppe selv, til at vi turde give det en chance, og ville man se kaffeplantagerne, var dette eftersigende den bedste måde at gøre det på, på trods af den noget krydrede pris på 65 USD. Vi fik set både smuk natur, cyklet downhill på Jamaica, smagt på verdens eftersigende bedste samt dyreste kaffe, badet i et vandfald og deltaget i en øldrikningskonkurrence (som jeg selvfølgelig vandt). Alt i alt en rigtig god oplevelse på trods af at vi måtte dele den med halvafdankede turister. Vi havde jo vænnet os til at sørge for os selv, og folk var da også yderst interesserede i hvordan vi tre unge mennesker havde holdt vores ferie. Snakkede bl.a. med et ægtepar der skulle bo 6 uger på det samme ressort, og lød sådan helt ”ej hvor lyder det bare spændende det de har oplevet” agtige.

Efter heldagsturen i kaffens tegn, skulle vi, igen på egen hånd, finde tilbage til Kingston. Og minsandten om ikke det lykkedes os. Vi overnattede på det samme hotel, og lørdag morgen kl. 5 kørte Bus mig til Kingston lufthavn, hvor jeg kl. 7 fløj tilbage til virkeligheden. Virkeligheden viste sig at have sneet, og da jeg kl. 7 om aftenen stod i frysende kolde Detroit, kunne jeg ikke helt forstå hvorfor. Men under alle omstændigheder havde det været en rigtig rigtig god ferie, som bestemt gav mig lyst til at tage tilbage. Er næsten helt ked af at jeg har beskrevet den så kort og overfladisk som det er tilfældet...det må der gøres bod på en anden gang.

I den netop forgange weekend har jeg været i Toronto i Canada. Det var også en rigtig fed tur og en virkelig fed by. Fik købt bindninger til mine ski, og spist rigtig god (og dyr) middag i CN Tower, i en restaurant der drejede rundt 360 meter over jorden. Sgu nok det vildeste sted jeg har indtaget et måltid nogen sinde. Ellers stod den på turbo sightseeing og vinter shopping hele lørdag. Fik købt lidt af hvert. Er sgu snart bekymret for om jeg kan få det hele med hjem. Bare så svært at lade være når det er så skide billigt mand!!! Søndag kørte vi til Niagara Falls, ca. 1,5 times kørsel fra Toronto, og her fik jeg set en af de ting jeg altid har ønsket mig at se med egne øjne. Satme vildt at stå sådan og se på naturen når den fremstår aller mest frygtindgydende og imponerende. Det overskyede vejr, og den tætte luft gjorde dog at jeg ikke ville have noget imod at komme tilbage og se det en anden gang igen i bedre vejr. Men omgivelserne, var på den anden side også rigtig flotte med isbelagte buske, træer, huse, osv. Søndag aften kl. 10 var vi tilbage i Mount Pleasant og nu sidder jeg her mandag nat og skriver blog. Satme været nogle begivenhedsrige dage og uger og det er meget svært at fatte sig i korthed. Men eftersom jeg har fået klager over længden på bloggen må jeg jo begrænse mig. Sværger dog på at jeg når jeg kommer hjem, ikke vil blive træt med at berette om alle oplevelserne, ej heller vil jeg udelade nogen detaljer, som er for besværlige at skrive ned. Så glæd jer, det er sgu snart jeg kommer hjem.

Glædelig første søndag i advent til alle og rigtig hyggelig december.

Bus og Den Blå Lagune

Ocho Rios, vores lille private adgang til det Caribiske øhav

Udsigt over Blue Mountains til morgenkaffen, næsten som i Sydhavnen

Dunns River Falls

Kingston view, taget på vores knap så succesfulde 1. køretur

Udsigt fra 360 Restaurant i CN Tower

Christmas shopping

Georg og the CN Tower

Mig og Niagara Falls

Chicago and the first fallen snow

Ved godt at der lige så stille bliver lidt længere imellem snapsene herinde. Og jeg vil bestræbe mig på ikke at komme med tomme løfter mere – jeg tror denne frekvens vil blive frekvensen fremover. Der sker bare ikke så meget i hverdagen mere, der er værd at spilde jeres tid på. Eller min for den sags skyld. Jeg skal i den kommende tid nemlig igennem et sandt helvede af afleveringer og eksamener, både i USA og i DK. Så tror det bliver lidt uoverskueligt at skrive når jeg holder skrivefri. Denne blog er tilmed skrevet over to omgange, lige efter den sidste weekend i oktober og her til morgen idag den. 8. november.

I den sidste weekend i oktober havde jeg besøg fra Danmark. Det var virkelig, virkelig hyggeligt og meget, meget kærkomment! Fredag aften omkring kl. 7 lokal tid mødtes jeg med Maria (som jeg var vejleder sammen med i sommers, til de af jer der ikke lige ved hvem hun er) i Chicago på Allerton Hotel, der ligger lige ud til Chicago’s svar på Champs Elysses: Michigan Avenue.

Baggrundshistorie: Maria’s mor (Edith) er stewardesse for SAS og Maria kan derfor flyve mere eller mindre gratis med når hendes mor er på tur og hvis der ellers er pladser nok på afgangen, hvilket der lykkeligvis var! Jeg selv havde kørt i en bil med nogle herfra NW Appartments, som i den weekend også skulle til Chicago.

Det var et rigtig dejligt gensyn, og noget jeg havde set frem til i lang tid. Sammen med Maria var et helt crew, inkl. Edith, stewardesser og stewards fra SAS, som jeg senere skulle stifte nærmere bekendtskab til. Jeg har desværre svoret tavshedspligt, men det betyder jo ikke at jeg ikke kan løfte lidt af sløret for hvad der skete den aften;-)

Edith, Maria og jeg tjekkede ind på det ret så fine hotel (Edith kunne få en del rabat pga. SAS’s aftale med stedet) og startede med at fejre at vi alle sammen var kommet helskindet frem med et glas champagne på værelset. Derefter tog vi til hotelværelsesfest med Ediths kollegaer, der alle var meget feststemte, for så at gå på Sushi bar og få noget aftensmad – bare os tre.

Det var noget rigtig lækkert sushi, måske det bedste jeg har fået nogensinde. Den varme sake løsnede op de anspændte muskler og de japanske øl satte prikken over i’et. Efter en dejlig middag og snakken frem og tilbage tog vi så på noget af en bar tur. Vi skulle mødes med de øvrige SAS ansatte på Coyote Ugly Bar, som skulle vise sig at være et yderst sjovt sted at tilbringe et par timer en fredag aften. Stedet var som filmen, og til dem som ikke har set filmen er en beskrivelse på sin plads. Mange mennesker, høj musik, store drinks, lang bar, kvindelige bartendere (i lidt tøj) (meget lidt) og tit stående på baren, gratis sprut til tider, og dyr sprut til andre tider. Ej det var rigtig sjovt at være samlet med en masse skandinaviere og endnu sjovere at se, hvordan et par SAS stewardesser kunne fyre den max af i aller bedste Introstil. Intro jeg ved ved hvad nogle af os kan blive, hvis uddannelsen glipper! På et tidspunkt kom en af de let påklædte piger hen til vores bord med nogle allerede opskænkede shots og spurgte om jeg ikke ville have nogle. Jeg var frisk og tog lystigt for mig af retterne, samt forklarede hende at bordet også ville have og hun da heller ikke selv skulle snydes. Et par shots senere gav hun mig håndjern på og sagde med et sødt smil på læberne: ”That’ll be 60.” Tror nok det var omkring 60 i hvert fald, må indrømme at min hukommelse på det tidspunkt ikke helt er hvad den er normalt, den var værre end dårlig. Så blev jeg pænt trukket igennem baren op til en ATM maskine, da jeg ingen kontanter havde på mig, og da mit kort bouncede der, (det er blevet bøjet) måtte vi en tur op i baren, hvor jeg efter jeg havde betalt blev sluppet fri af en gigantisk dørmand, der var nøgleansvarlig. Til slut fik jeg et kys på kinden og et klap i røven af pigen, som hurtigt fandt det næste offer at tilbyde shots...

Nå...fredagens udskejelser betød at lørdagen gik med at have tømmermænd for mit vedkommende, og en kombinaion af tømmermænd og jetlag for Maria. Vi følte os faktisk lidt patetiske når vi sammenlignede os med Edith, der var frisk og frejdig. Men ikke desto mindre brugte vi således lørdagen på at se en smule af Downtown, slappe af på hotelværelset / sove på hotelværelset, spise lidt aftensmad på en hyggelig restaurant, og så sige farvel til Edith og resten af SAS crewet, der skulle flyve hjem lørdag aften kl. 11. Efter at have taget afsked slappede vi af lidt mere, og faldt så i søvn. Søndagen skulle vise sig at stå i stor kontrast til lørdagen. Vi var så gode turister. Startede med at gå en tur ned til Lake Michigan, og nyde den dejlige udsigt. Vejret i denne weekend var virkelig lækkert. Høj solskin fra en skyfri himmel fra lørdag morgen og indtil vi tog hjem mandag. Inspireret af solskinnet købte jeg et par super fede solbriller til 250 USD. Dem luftede vi ved at tage til Sears Tower, som jeg jo havde set en gang før, dog ikke i dagslys og endnu engang tog den fuldstændig pusten fra en. Ganske enkelt et imponerende bygningsværk. Så gik vi til Millinium Park og så ”Ægget” (det var i hvert fald hvad vi navngav kunstværket), et super fedt stykke kunst placeret i en park, og som genspejler Chicago’s skyline på mange forskellige måder fra mange forskellige vinkler. For at hvile benene tog vi tilbage til hotellet og slappede lidt af. Så fedt at ens hotel ligger lige i midten af alt det hele! Da det blev tid til aftensmad tog vi tilbage til sushirestauranten vi havde stiftet bekendskab til fredag aften og havde en rigtig hyggelig middag. Efter maden, og lidt sake, samt et par øl, ville vi finde en blues bar vi havde læst om i Lonely Planet, og Edith havde anbefalet os. Chicago er meget anerkendt for sin kultur, og specielt jazz og blues har en rigtig fin historie her. Vi fandt frem til stedet, Blue Chicago, og kom indenfor i varmen og kom med det samme i virkelig god stemning. Det var så fedt. Klientellet chillede, musikkerne chillede, jamede og hyggede sig med gæsterne, og bartenderen og dørmanden lignede nogle der havde stået der siden Bootleg tiden. Stemningen var nærmest ubeskrivelig med ord, men noget jeg helt klart kan anbefale. Den slags musik skal bare opleves live, og omgivelserne har også en stor effekt kunne jeg forestille mig. Så vi blev godt fulde i det igen, og fik snakket lidt med nogle af musikkerne, jeg tog en kort svingom med to afro mamas og vi købte en plakat hver fra stedet. Alt i alt en rigtig hyggelig dag!!!

Mandag skulle jeg med toget tilbage til Michigan kl. 3 pm, så det eneste vi nåede inden jeg skulle imod togstationen var at powershoppe lidt på Michigan Avenue. Men det gik da også meget godt med det. Da jeg skulle mod togstationen kl. 2, må jeg ærligt indrømme at jeg meget mere havde lyst til at blive i Chicago, eller tage med Maria hjem til Danmark om aftenen, da hendes fly gik. Men det ville jo nok være en ret så irrationel beslutning og jeg sad da også i toget kl. 3. Kl. 9.30 pm blev jeg hentet i Lansing, den samme by som jeg blev hentet i den aller første gang jeg skulle til Mount Pleasant og kl. 11 pm lå jeg i min seng og prøvede at fordøje weekendens oplevelser.

Idag sidder jeg på mit værelse og kigger ud af vinduet samt lytter til det nyeste Radiohead album. Der er faldet sne over natten. Dog ikke så meget. Men det er virkelig blevet koldt heroppe. Sådan rigtig koldt. Det gør nu ikke så meget, for det seneste stykke tid har været præget af mange opgaver og eksamener til skolen og det kommer den nærmeste fremtid i den grad også til. Har den nuværende uge haft to eksamener, en paper due, og i næste uge har jeg to store paper dues, en eksamen, nårhhh jo og så selvfølgelig også den tredøgnscase jeg skal tage i Samfundsanalyse og Diagnostik hjemme fra CBS. Den bliver lagt op kl. 6 mandag morgen og skal afleveres kl. 6 tordag morgen og undertegnede er mildest talt meget nervøs. Håber jeg består, men får nok brug for at alt og alle krydser fingre for mig! Do it!

Det positive er at når næste uge er overstået ser det resterende program virkelig, virkelig interessant ud. Fredag den 16. november tager jeg et fly fra Detroit, der via nogle andre stop i USA fragter mig til Jamaica. Her skal jeg i otte dage nyde livet, solen, strandende og ... med Buus og JJ (som går på Penn State, i Pennsylvania). Weekenden efter, den første i december, tager jeg Toronto (og Niagara Falls) med den lille faste gruppe herfra NW Apt.s. Og weekenden efter det (7. – 9. december) bliver min sidste på CMU, hvor vi bl.a. har afslutningsfest med fodboldholdet. Den 14. december flyver jeg til Penn State, hvor Buus viser mig lidt rundt, inden vi den 17. flyver til New York, hvor vi opholder os indtil denne rejses sidste rejse går mod Danmark. Puha, man bliver helt forpustet. Men guleroden er der, og om otte dage er Eske en meget meget lettet mand.

Kryds fingre for mig og glæd jer til billeder og blog fra Jamaica!

Eske

Et herligt syn: to Eske'r, refleksion i "Ægget"

Maria og Eske i Sears Tower

"Ægget"

Udsigt fra Sears Tower, skyggen nederst til venstre er Sears Towers skygge

Eske og Maria på Blue Chicago

word up mother nature

Bedre sent end aldrig!

I sidste weekend var jeg jo som sagt på en mindre udflugt til UP (Upper Peninsula). Vi var syv der tog afsted i vores lejede Ford minivan kl. 1 pm, og vi var stadig syv da vi 6 timer senere ankom til byen Marquette, der ligger ud mod den øverste af The Great Lakes - Lake Superior. For at komme over på halvøen UP skal man krydse broen Mackinaw Bridge. En bro de i Michigan er meget stolte af, og ”bestemt er et besøg værd” i følge mange forskellige mennesker jeg har snakket med. Broen er da også ganske flot, men minder nok i størrelse mest om Lillebæltsbroen. Så jeg var ikke helt vildt imponeret, men synes da det er meget sjovt at de er så stolte over deres bro. De burde komme til Danmark og se vores (i pluralis), det har jeg sagt til dem.

I Marquette tjekkede vi ind på vores hotel, der var blevet booket på forhånd. I USA er det åbenbart kotume at man snyder hotellerne lidt, så vi boede alle syv mand på et værelse beregnet til fire. Det gik helt fint. Både med pladsen, jeg havde dog også en halv seng, og med ikke at blive opdaget. Efter tjeck-in, fandt vi en restaurant, der faktisk var ganske elendig. Her fik vi lidt føde og lidt vådt til ganen. Derefter var vi sådan set alle sammen trætte efter køreturen og vendte tilbage til hotellet og faldt mere eller midre i søvn med det samme.

(Billede #1: den knap så gode "italienske" restaurant, mig, Mike, Daniel, Georg, Solvej, Steffi, Nanna)

Lørdag kl. 8.30 am rignede vækkeuret og varslede at vi inden længe ville befinde os på vores første hiking tur. Kl. 10.30 havde vi således allerede indtaget et dejligt kontinentalt morgenmadsmåltid og parkeret bilen på en lille parkeringsplads ved vores første destination – som jeg ikke kan huske navnet på. Vejrudsigten lovede thunderstorms i løbet af dagen, men vi startede med et smukt, overskyet, efterårsatigt, fugtigt og udefinebart vejr, som fik alt til at være smukt og tyst. Farverne på træerne heroppe var på højdepunktet af sæsonen og de mange forskellige nuancer fik virkelig en til at få kuldegysninger og næsten glemme at se sig for hvor man satte fødderne. Fantastisk!!!

(Billede #2: udsigt fra den første hiking tur)

Den første hiking tur var af en høj kategori og var bestemt ikke en strækning man skulle slæbe småbørn, eller gangbesværede med ud på. Turen der fulgte en flod med mange små vandfald bød nemlig på rigtig mange ret så udfordrende opklatringer, nedklatringer, flodforceringer og andet spas. Stien som man fulgte var egentlig nok nærmere end hjortesti, men det gjorde jo bare det hele så meget desto sjovere. Efter at have vandret halvanden times tid upstream stoppede tilmed hjortestien og vi vendte om. På vej tilbage begyndte så dagens første og heldigvis eneste thunderstorm. Wauw...det var faktisk ret så sjovt, men er du sindssyg, hvor blev man gennemblødt og tordenskraldende var helt gigantisk store og larmende. Der var man virkelig ude i de ekstreme elemter og så moder natur fra sin arrige og overgangsalder-agtige side.

(Billede #3: flotte farver på den første tur)

Drivvåde og tilbage ved bilen besluttede vi os for at holde en frokostpause inde i byen, for lige at få varmen tilbage i kroppen igen og skifte det våde tøj ud med noget tørt. Vi fandt en rigtig hyggelig restaurant helt ud til Lake Suprior, der endda oven i købet også var selvforsynende med flere gode ølbryg! Så mætte og veltilfredse begav vi os afsted med fornyet energi til dagens anden hike. Denne gang kunne vi ikke rigtig finde det sted vi havde planlagt at finde, hvilket resulterede i en tur, der var endnu mere offroad end den første. Det var super super sjovt, og et par gange tænkte man da på at det altså ikke var helt ligegyldigt hvor man placerede sine fødder ifht. at tage et tyve meters styrt lodret ned på nogle klippesten ved floden. En anden faktor der gjorde denne tur rigtig fed og anderledes fra den første var, at vi nu havde fået selskab af en varmende sol fra en azurblå himmel. Farverene ændredes således og spillede smukt i solstrålerne. Vejret skifter hurtigere heroppe end jeg norgensinde har oplevet før. Egentlig meget charmerende, men også nogen gange ret ubelejligt og overraskende. Denne gang var det dog en mere en dejlig overraskelse.

(Billede #4: solstråler filtreres af træerne på den anden tur)

Efter en kold dukkert i et mindre vandfald, kørte vi en times tid østpå til byen Muninsing. Her lavede vi samme tjeck-inn nummer og kørte derefter hen til en anbefalet restaurant, der skulle vise sig nærmest at tage livet af mig. Jeg bestilte nemlig en rib eye steak, der fyldte hele min store tallerken. Og den var god! Rigtig, rigtig, rigtig god!!! Hvorfor jeg heller ikke kunne nænne at efterlade nogen rester, hvilket resulterede i en yderst mæt Eske, der resten af aftenen hang lidt i håndbremsen og havde svært ved at drikke sin øl hurtigt. Det er en af de bedste bøffer jeg til dato har spist og var alle svedeturene værd. Aftenen endte med at vi besøgte en lokal bar, der igen var et ret sjovt bekendtskab. UP’s indbyggere kan vel tilnærmelsesvis sammenlignes med bønder fra Sdr. Snedde eller sådan noget. Ret så red neck. Og baren var derfor tilsvarende hill billy agtig. Men vi fik da drukket et par øl, en whiskey eller to og jeg fik udfordret en lokal i pool – dog med et nederlag som følge.

Næste morgen stod vi igen relativt tidligt op kl. 9 am, og kørte ud til Minor Falls hvor dagens første lille restitutionstur førte os ud til et flot vandfald. Dette område var dog væssentligt mere turistet end det vi havde været udsat for dagen før. Men det passede måske meget godt set i lyset af vores lidt mere slidte og tømmermændsplagede kroppe. For ikke at glemme at jeg stadig slæbte rundt på minimum 700 gram ko i maven. Efter vandfaldet kørte vi et par kilometer yderligere ud mod søbreden, hvor vi skulle se på Minor Casttle, en ud af mange klippeformationer der tilsammen udgør Pictured Rocks. Pictured Rocks er en mange kilometer lang strækning, der byder på smukke klippeformationer ud til Lake Superior. Her besluttede vi os dog for at splitte syvmandsgruppen op i to, da vi kun var tre, der fortsat havde mod på at vandre. Så mens de andre tog på en sejltur og hvilede benene, begik Daniel, Nanna og jeg os ud på en helt anden form for vandretur end vi dagen forinden havde været på. Området her var, igen fristes man til at sige, rigtig smukt og billedskønt, og var et kaotisk sammensurium af klipper, træer af mange forskellige slags, vandfald, små floder, sandbund, jordbund, sandstrand og isblåt ferskvand. Det var rigtig smukt, og igen havde vi selskab af en ihærdigt varmende sol fra en blå himmel, der virkelig gav naturen den kontekst den fortjente.

(Billede #5: Minors Castle)

Efter en dejlig eftermiddag med lidt nemmere vandring, mødtes vi med de andre kl. 4 pm og påbegyndte hjemturen til Mount Pleasant, som vi nåede 9.30 pm. Alt i alt en fantastisk dejlig weekend, som oven i købet rent faktisk var ret så billig. $ 100 per mand, der inkluderede, billeje, benzin, hotel, og diverse snacks, vand og øl. Sgu meget godt gået synes jeg.

I går (lørdag den 14. oktober) spillede jeg fodboldkamp i Grand Valley, 2 timers kørsel sydvest fra Mount Pleasant. Det var den hidtil bedste kamp vi har spillet, og vi vandt 2-0 (dog uden mål fra mig), så det lover rigtig godt for de sidste tre kampe i sæsonen, hvoraf den første er i eftermiddag kl. 4 pm, lidt uden for Detroit. Håber på vi kan vinde de resterende kampe og få noget at glæde os over her på falderebet. Apropo glæde sig over, vil jeg da lige lykønske alle wowerndrengene med oprykningen, der blev sikret igår. Genialt! Glæder mig rigtig meget til at komme tilbage og skulle forsøge at tilbageerobre mig en plads på vores serie 2 mandskab. hvis ikke dette lykkes er det jo tilsvarende dejligt at 2. holdet ligeledes er rykket op i serie 4 igår! Tillykke drenge, er satme glad og stolt!

Det var alt for nu, håber at der går lidt kortere tid inden næste gang jeg skriver igen.

(Billede #6: Minors Beach, Daniel og jeg)

(Billede #7: mig i meget koldt vand - læg mærke til hvor koldt det er, læs: min venstre pege- og tommelfinger)

(Billede #8: flodudløb til stranden, Minors Beach)

(Billede #9: mig, Nanna og Daniel på Minors Beach)

1st tailgaiting, football game, exam, soccer victory and goal

Som tiden dog flyver. Sommetider hurtigere end andre. Siden jeg skrev sidst, er der sket en del og så alligevel nok ikke mere end der vel er sket hos jer. Den eneste forskel er nok egentlig bare at jeg har dedikeret mig til at nedskrive, hvad der er sket hos mig ca. en gang hver syvende dag, og fortegnet for alle oplevelserne er udskiftet fra DK til USA. Men derfor skal I da ikke snydes for at høre om det, ej heller skal jeg snyde mig selv for at prøve at holde rede i oplevelserne. Bliver faktisk lidt sjovt selv at læse om det om nogle måneder og reflektere over, hvem man selv var/er, hvad man har oplevet, formået, ikke formået osv.. Kunne være man skulle gøre det til et gennemgående tema i sit liv altid at skrive det ned man har foretaget sig – for så at publicere det når man alligevel ikke vidste hvad man skulle gøre med det, og derefter tjene styrtende med penge (og derfor selvfølgelig blive super lykkelig) og leve godt resten af sit liv...hmmm okay....ved ikke lige helt hvor det kom fra. Back to reality.

Som overskriften antyder har den seneste tid budt på en del debutter for mig. Jeg har set en live football kamp for første (og anden gang i den netop forgange weekend). Jeg har haft min første all american examination (multiple choice selvfølgelig). Jeg har for første gang prøvet at vinde en fodboldkamp med amerikansk mandskab, og jeg har for første gang scoret et mål i et amerikansk et af slagsen.

Tailgaiting (billedet ovenfor: Umpleby, Jose, Denboer og mig) er underligt! Konceptet er på den ene side meget simpelt, men på den anden yderst mærkværdigt og kompliceret. Det er amerikanernes mulighed for at drikke sig fulde i et offentligt rum, uden at blvie sat i spjældet. De må gøre det tre timer før football kampen starter. Og det må kun foregå på 'the designated drinking area', som er parkeringspladsen omkring stadion. Dette fandt jeg ud af, da jeg blev stoppet af en politimand på vej til tailgaiting den første gang. Det som man så gør er, at man kører sin bil op på parkeringspladsen, smider et par store højtalere bagpå ladet, samt en grill og en masse øl- og så går man ellers igang med ar grille, drikke og høre høj musik. Sådan lidt a la et tema trucker/bilnørd Roskilde for et par timer. Meget sjovt - men underligt.

Football er sjovt...i en time, derefter er det knapt så sjovt. Kan faktisk bedre lide at se det i fjernsynet, for der kan man zappe rundt og er ikke nødsaget til at stirre på det samme billede i fire timer, hvoraf det som bekendt kun er i den ene time, at der reelt sker noget. Men det er sgu meget sjovt. Specielt fordi vi jo kender Matt (det er ham på billedet neden under dette afsnit), der spiller på holdet. Pigerne fra vores lille internationale klub, har lavet deres egen lille fanklub til ham, så vi sidder helt nede bag spillerne fra CMU og råber og hvad der ellers høre sig til. De er godt nok nogle store bæster de football spillere. Er du sindssyg jeg skulle ikke nyde noget af at havne i en sandwich mellem en defensive lineman og en linebacker – det svarer vel til at havne mellem en HT-bus og et rugbrød, der hver især skyder en fart på 30 km i timen, hvis det overhovedet kan gøre det. Til det har jeg dog mit liv for kært.

Jeg foretrækker den lille runde og modstandere der sjældent overskrider 110 kg rå muskelmasse (Gorillaen er tæt på – I know). Selvfølgelig foretrækker jeg fodbold, men må dog indrømme at min sportslige stolthed og min tålmodighed har været sat lidt på prøve. Der skulle således gå syv kampe før end vi mødte et hold, der var tilpas ringe, eller vi var blevet tilpas sammenspillede, før end jeg smagte sejrens sødme igen, for første gang siden slutningen af juni med Wowern. Det var rigtig tiltrængt! Vi slog modstanderen (som vidst var Ball State University) 2-0 og undertegnede stod for det afgørende og yderst veleksekverede 2-0 mål 10 minutter inde i 2. halveg. Et smukt veludført tjat til bolden ind over stregen, efter målmanden havde halvklaret et indlæg jeg var oppe at heade til.

Udover sejren på fodboldbanen, som selvfølgelig var den vigtigste, fik jeg en lille sejrsfølelse i slutningen af sidste uge. Denne gang forekom den liflende honningagtige smag på mine læber, fordi vi fik resultater tilbage fra min første amerikanske eksamen. Det gik sgu fint. Ud af 66 mulige rigtige svar havde jeg svaret rigtigt på 59, hvilket gav mig 111.74 point ud af 125 mulige (average var 95 point). Pointene tager man med sig og lægges sammen med alle de andre test, eksamener og projekter vi har i dette fag (Marketing Communications) og kommer så i sidste ende til at bestemme ens karakter i faget. Selvom det da er meget rart at det gik godt, må jeg jo nok også lige krybe til korset og indrømme, at det ikke just føltes, som havde jeg gennemført et marathon på under under tre timer, men snarere som om jeg havde formået at gå ned til kiosken og købe en 6-pack og nå helskindet hjem uden sved på panden. Med andre ord har det været begrænset, hvor meget jeg har læst direkte fra bogen. Men heldigvis har jeg tilsyneladende fuldt nok med i timerne.

På trods af at det jo er gået godt indtil nu, vil jeg hermed lige benytte lejligheden til at rose den danske undervisningsform, som jeg nu har lært at værdsætte. Den mest grundlæggende forskel er nok, at man som studerende i Danmark bliver betragtet som et voksent og selstændigt menneske. Er man ikke det, er det sjældent man kommer igennem sit studie, da det kræver en del selvjustits, eller i hvert fald selverkendelse, hvis man vil bestå sine store projekter, opgaver, rapporter ect.. Herovre betragtes en studerende ikke som værende selvstændig eller voksent. Jeg føler det mest som om, at jeg er tilbage i gymnasiet igen. Men det skal så også siges, at mine medstuderende her nok også er væssentligt mere umodne og uselvstændige end dem jeg har i Danmark. Under alle omstændigheder er de uselvstændige i forhold til opgaveløsninger, ektremt todimensionelle i deres tankegang, yderst anti problemløsningsorienteret og generelt bare som jeg nok var da jeg gik i gymnasiet.

Ved ikke om dette kommer ud på en forkert måde, for der er da selvfølgelig også undtagelser, men måden hvorpå der undervises må være et udtryk for hvordan der er behov for at der undervises. Det er ligesom om, at der skal være et markede før end der kan være et produkt osv.. Og undervisningen herovre er strikket sådan sammen, at underviseren i langt højere grad end i Danmark er en pædagog og en administrator for de studerende. Møder man ikke op til timerne får man frataget point. Man bliver bedømt løbende og samler, som sagt tidligere, point sammen i løbet af hele semestret, så man er sikker på at den studerende holdes ved ilden. Der er eksempelvis ofte noget, der skal laves til den enkelte undervisningsgang (som oftest noget meget meget nemt). Det bliver ikke forlangt af den studerende, at denne skal tænke selvstændigt, men derimod blot huske, hvad bogen eller underviseren har sagt om noget. Den kritiske sans for både teori og empiri er mere eller mindre ikke-eksisterende. Eksamen er ikke i slutningen af semestret og derfor ikke en test i ens akkumulerede og konsumerede viden, men forefindes flere gange i løbet af undervisningsperioden. Eksamen er en multiple choice test, som opfordrer til, at man bruger sin mellemtidshukommelse (kan ikke huske det rigtige ord - meget apropo hukommelse) og ikke sin selvstændige logiske eller kritiske sans. Videnen man opnår gennem sådan en test bliver ikke implementeret (CBS-ord, I know) praktisk. I nogen forstand. Sagt med andre ord: Det er lige så forskelligt fra DK, som jeg havde forventet.

Jeg er dog rigtig godt tilfreds med at prøve det her, og synes det er meget interessant at se forskellene, og forsøge at tænke på samme måde som de amerikanske studerende. I et fag skal vi i grupper lave et projekt om en virksomhed (alt hvad vi skal finde ud af er udførligt skrevet ned til os). Til det første gruppemøde prøvede jeg at forhøre mig lidt om, hvordan de havde tænkt sig at gribe opgaven ad. For ligesom at finde ud af hvad indgangsvinklen var. Igen var det forskelligt fra hvad jeg har prøvet på CBS i et af de utalige gruppeprojekter vi har haft derinde. Og selvom jeg har været igennem lidt af hvert de seneste to år, må jeg nok indrømme, at denne gang nok skal blive en lige så stor udfordring! Hvor er min tro væbner – hr. Rud? Nå men, jeg stillede som sagt nogle kritiske spørgsmål til dem, om eksempelvis hvordan de havde tænkt sig at besvare punktet, der lød noget i retningen af ”the coorporate image of the organization”.

Mig: ”Hvordan har I tænkt jer at finde ud af det?”
Svar: "Ved at spørge virksomheden om hvad de gør."
Mig: ”Men så finder vi kun ud af hvad virksomheden tror om sig selv, hvad med at spørge udeforstånde om deres indtryk af virksomhedens image og sammenholde det med virksomhedens forestillinger om sig selv?”
Svar: ”?”og efter lidt forklaringer: ”Yeah good idea, let's do that.”
Mig: ”Men så kan vi godt droppe at lave resten af opgaven, for det vil minimum opfylde al pladsen vi har til rådighed.”
Svar: ”Hmmm...okay...why?”

Og så fortsatte samtalen ellers lidt frem og tilbage, og jeg fik sagt at jeg syntes vi skulle gøre det på deres måde, fordi at det ligesom var det opgaven lagde op til, selvom jeg på mange måder synes det lidt er en l-o-r-t-e opgave. Vi skal således egentlig bare finde oplysninger på nettet, eller ved at ringe til virksomheden, og omformulere ordene, så det passer sig ind i en opgave på 20 sider.

Det vi læser er dog rigtig interessante ting, og det er super interessant at få andre perspektiver på forskellige ting og sager. Undervisningsmaterialet er super godt, nyt og super dyrt (ml. $120-180 for mine bøger!!!). Men havde jeg valget (hvilket jeg jo heldigvis har, og nu også kan træffe med et godt belæg) ville jeg vælge den danske model. Tror dog det måske også hænger sammen med alderen på de studerende herovre. De er jo nogle år yngre når de tager deres bachelor, end vi er vant til i DK.

Tror lidt det var det. Endte jo også med at blive en lille roman. Håber ikke jeg har tabt nogen i svinget. Hov nej, vent, en teaser til næste blog: Denne weekend tager jeg med Mike, Georg, Solvej, Nanna og Steffi til Upper Peninsula, som er helt oppe nordpå. Vi skal rigtig ud og nyde naturen, som tilsyneladende skulle være smuk deroppe. Peninsula betyder vidst halvø, og det er altså en halvø der ligger dybt inde i Canada, men stadig hører med til Michigan. Der er en del naturreservater og hikingområder, som vi skal ud og udforske. Vejrudsigten lover dog regn, så vi har valgt luxusmodellen, hvor vi overnatter på hostels og kun hiker i dagtimerne. Egentlig skulle jeg have været med Mike og Georg til West Virginia. Her skulle vi have prøvet kræfter med et af de bedste white water steder i verden, men tilsyneladende er det småt med vandet i floderne i øjeblikket, hvorfor floderne og raftingen er lukket. Tror dog på at det nok skal blive lige så sjovt i U.P.

Ha’ det rigtig rart og pas på jer selv alle sammen.




Tailgaiting 2: Mike står ved grillen og laver lidt lækkert (det her er 10.30 am)

Football 2: Mig, Steffi og Solvej (pigerne har deres hjemmelavede Matt fantrøjer på)

1 – 2 – 3 – Team

Endnu en uge gået og flere oplevelser er tilbagelagt og fordøjet. Hermed et review på de forgange ni dages tid.

Sidste fredag var som sagt dagen, hvor jeg for første gang skulle spille en betydningsfuld kamp med fodboldholdet. Vi brugte 3 ½ time på at køre til Groshen, Indiana (Amish Country), som var den by hvor kampene i denne weekend skulle spilles. Kan lige så godt sige det først som sidst. Central Michigan University Soccer Club vinder ingen mesterskaber i år. Fredag tabte vi 5-0, søndag 2 x 2-1. Der bliver simpelthen lavet for mangle fejl og produceret for få chancer, hvilket jo som bekendt gør det en anelse svært at vinde fodboldkampe. Udover at vænne mig til at tabe, skal jeg også lige vænne mig til dommerstandarden. Drenge, piger og alle andre der til daglig brokker sig over de dommere vi har derhjemme – stop it! Det her er vildt. Vi har tre dommere, hvilket umiddelbart burde være en fordel. Men de tre dommere fløjter for noget der minder om ti gange flere frispark end derhjemme. Man må gerne spille hårdt til, men de dømmer nogen gange for det mest underlige. Tror at der ca. har været lige så mange spilstop i vores overståede kampe, som der er i en normal amerikansk fodboldkamp, hvilket er mange...rigtig mange. Den noget afvigende dommerstandard skulle/skal jeg som sagt også lige vænne mig til. Efter de første tre kampe havde jeg nemlig inkasseret et direkte rødt (i den første kamp, hvor dommeren dog bagefter undskyldte og sagde han ikke ville indberette det???). Og et gult i kamp nummer tre (gult giver dog ikke 10 min = fedt).

Nå, men som sagt skal jeg vænne mig til at tabe, og har da også allerede nu skåret gevaldigt ned på de sportslige ambitioner. Jeg er dog stadig mere end almindeligt glad for at at have fundet holdet, da det til stadighed giver mig rigtig meget. Det giver mig oplevelser jeg ikke ville have fået foruden, det giver mig en amerikansk vennekreds, det giver mig mulighed for at holde mit eget spil ved lige og det giver mig mulighed for at holde formen ved lige, hvem ved måske endda ligefrem forbedre den?

Så spørger den eftertænksomme læser måske sig selv eller andre nærværende, hvad det er for nolge oplevelser, der er så specielle? Chicago er absolut en af dem! Lørdag, imellem vores første kamp fredag og de to søndag, var vi ni fra holdet, der kørte små to timers kørsel nordpå, fra vores hotel i Indiana. Dagen stod på speedsigthseeing og hygge i en af de federe byer jeg har set hidtil. Det var mit første rigtige encounter med en amerikansk storby (Detroit kan slet ikke sammenlignes med det her). Da jeg første gang trådte op på fortovet fra togstationen i midtbyen og så op mod himlen, følte jeg mig virkelig lille, men samtidig rigtig, rigtig levende. Skyskrapere i alle mulige og umulige former, blå himmel, summende liv over det hele, sådan rigtig storbyagtigt. Det gav mig virkelig et sug i maven og et smil på læberne (bortset lige fra på det her billede)!

De fleste af drengene, der var med, havde været i Chicago før og kunne derfor strikke en éndagstur sammen, hvor vi fik set det absolut allermest nødvendige. Vi startede med at shoppe lidt og kigge på ting og sager. Besøgte bl.a. en Apple Store og fiflede lidt med den nye nano, iPhonen samt en masse andet lækkert lir og ragelse. Hvorfor er jeg ikke millionær, eller bare en anelse velhavende så jeg kan gå franchise amok? Nå, men efter lidt vaden ind og ud af butikker, var maven eferhånden ved at være indstillet på at skulle fyldes op. Og selvfølgelig med vaskeægte Chicago Pizza, fra Gino’s! Åbenbart et must når man besøger Chicago. Det var da også godt, stort og ekstremt mættende. Har aldrig set så meget fyld på en pizza før. Jeg spiste tre slices (hvilket var okay meget) og var helt vildt mæt!

Efter frokosten spasserede vi over til ESPN Zone, som er noget alle de andre drenge glædede sig meget til. Et form for kombineret sportsbar-, spilleland- og butiksagtigt sted, som da var meget sjovt, men ikke all that i mine øjne. Derefter gik vi ned til strandpromenaden og så en sindssyg flot skyline. Chicago ligger lige ud til Lake Michigan. En af Chicago’s største seværdigheder ligger således også direkte ud til vandet, nemlig Navy Peer. Et lidt underligt, men meget fassinerende sted, der tidligere var flådestation (spørg mig ikke hvad man bruger flåden til i indlandssøer), og som nu er kombineret turistfælde, med restaurenter, forlystelser, butikker, udsigtsposter, lystyachts og lystbådehavn. Det skulle eftersigende være et populært sted for unge mænd at slæbe deres udkårne hen, for at spørge om evigt troskab (læs: forlovelse). Det undværede vi dog, men så et bryllup, der var i fuld gang, mens folk spasserede forbi. Pudsigt, som privatliv kontra offentlighed i mange tilfælde er komplet fordrejde herovre ifht. hvad vi er vant til hjemme i Danmark. Mange ting er tabu og meget private, såsom druk, og hvad druk nogen gange ellers fører til, mens ting som vi i Danmark regner for værende forbeholdt familie og nærmeste, såsom bryllup, eksponeres og skal helst ses af så mange andre som muligt herovre. Bare for at tage et eksempel.

Selvom det ikke lyder af så meget, var dagen faktisk ved at være forbi, men vi manglede dog stadig at besøge verdens, på et tidspunkt godt nok, højeste bygning, Sears Tower. Godt og vel 4 ½ fodboldbane rager dette monstrum af en bygning op i vejret, eller 1.450 fod, som omregnet til menneskeindeks svarer til 442 meter (altså det er det højeste sted man kan stå og kigge ud, antennerne rager helt op i 538 meters højde). Bygningen har 110 etager, der i alt har et gulvareal på 418.064 m2!!! Til bizar sammenligning fylder hele gulvarealet altså, hvis dette foldes ud, små 600 fodboldbaner af størrelsen 100 x 70 m (som lever op til de internationale krav for fodboldbaner). Nå, men nok om alle målene, facts og andet, der har med tal at gøre. Det tog mig alt for lang tid at regne de ting her ud. Har jo ikke haft matematik i det mange af mine jævnaldrene vil betegne som ret mange år. Udsigten var fantastisk. For at sige det mildt. Vi kom derop, efter at have betalt $13, omkring kl. 08 pm, hvor mørket begyndte at lægge sig over byen. Det var et virkelig smukt skue, og da mørket havde overvundet modernaturs lys, tog elektriciteten kampen op. Det var virkelig et flot syn, kan ikke sige det nok gange. Desværre var det meget svært at tage billeder, da glasset var tykt, og der var lys i rummet der gav genspejl når man forsøgte at forevige det. Jeg har dog lavet lidt research og fundet et par ganske flotte billeder på nettet, som i kan nyde for neden i denne blog.

Efter Sears Tower, kørte vi tilbage til hotellet i Indiana, hvor vi dagen efter, som nævnt tidligere, lige skulle tabe to fodboldkampe til, før vi kørte tilbage til Mount Pleasant. Ellers er der ikke sket det vilde i den forgangne uge. Udover at jeg fik mit første paper tilbage, med max point, og kommentaren ”Very Insightfull” skrevet på. Hmm, det var en såkaldt ’reaction paper’ på en video vi havde set i en Psychology of Advertising time, og var lavet på to timer, hvoraf den ene var i en anden time. Lovende! Nårh jo, så tabte vi også vores første hjemmekamp onsdag 1-0 til ærkerivalerne fra Michigan State University. Sidste år havde mit hold dog tabt 6-0 i dette opgør, så vi er i klar fremgang og jeg håber, at vi snart får en succesoplevelse i form af en uafgjort eller måske endda en sejr!

Fredag var vi et par stykker, der kørte 1 ½ time sydvest for Mount Pleasant. Her skulle vi klatre med sådan en recreationclass. Altså rigtig klatring, på en klippevæg, med klatresko og alt sådan noget. Samlet tid i aktion på klippen var nok ca. 7 minutter, samlet antal meter tilbagelagt lodret omkring 6, samlet smerte i hidtil ukendte muskelgrupper udefinerbar høj! Ej, det var en super hyggelig tur og et lækkert lille sted helt ned til en eller anden flod. Tror vi gør det igen snart. I dag (lørdag) får jeg muligheden for at se den første live football game. Kampen starter 3.30 pm og inden da er der tailgaiting. Så tror jeg bliver lidt fuld idag. Vi har en tysk ven ved navn Matthis Berning, der er 1. årsstuderende, men spiller på football holdet (hvilket er ret ekstraordinært). Matt har fødselsdag idag, så efter kampen holder vi en form for surprise fødselsdagsfest for ham hernede i vores kompleks. Matt bor i nogle kummerlige rum, fordi han er freshment, og har det lidt hårdt på holdet, så han bruger os som afslapning, moralsk opbakning og adspredelse, så alt ikke handler om football, styrketræning og udgangsforbud. De har det sgu hårdt de studerende, der er på sports scholarships, i særdeleshed football spillerne, som er skolens store flagskib. Fedt at have en insider så man får en fornemmelse af, hvad det egentlig er de laver, og hvor stort det egentlig er. Tror uden pis at deres budget er på størrelse med en gennemsnitlig dansk superligaklub, hvis ikke en af de store!

Det var alt i denne omgang, håber til stadighed at alle har det godt!

Eske