1st tailgaiting, football game, exam, soccer victory and goal

Som tiden dog flyver. Sommetider hurtigere end andre. Siden jeg skrev sidst, er der sket en del og så alligevel nok ikke mere end der vel er sket hos jer. Den eneste forskel er nok egentlig bare at jeg har dedikeret mig til at nedskrive, hvad der er sket hos mig ca. en gang hver syvende dag, og fortegnet for alle oplevelserne er udskiftet fra DK til USA. Men derfor skal I da ikke snydes for at høre om det, ej heller skal jeg snyde mig selv for at prøve at holde rede i oplevelserne. Bliver faktisk lidt sjovt selv at læse om det om nogle måneder og reflektere over, hvem man selv var/er, hvad man har oplevet, formået, ikke formået osv.. Kunne være man skulle gøre det til et gennemgående tema i sit liv altid at skrive det ned man har foretaget sig – for så at publicere det når man alligevel ikke vidste hvad man skulle gøre med det, og derefter tjene styrtende med penge (og derfor selvfølgelig blive super lykkelig) og leve godt resten af sit liv...hmmm okay....ved ikke lige helt hvor det kom fra. Back to reality.

Som overskriften antyder har den seneste tid budt på en del debutter for mig. Jeg har set en live football kamp for første (og anden gang i den netop forgange weekend). Jeg har haft min første all american examination (multiple choice selvfølgelig). Jeg har for første gang prøvet at vinde en fodboldkamp med amerikansk mandskab, og jeg har for første gang scoret et mål i et amerikansk et af slagsen.

Tailgaiting (billedet ovenfor: Umpleby, Jose, Denboer og mig) er underligt! Konceptet er på den ene side meget simpelt, men på den anden yderst mærkværdigt og kompliceret. Det er amerikanernes mulighed for at drikke sig fulde i et offentligt rum, uden at blvie sat i spjældet. De må gøre det tre timer før football kampen starter. Og det må kun foregå på 'the designated drinking area', som er parkeringspladsen omkring stadion. Dette fandt jeg ud af, da jeg blev stoppet af en politimand på vej til tailgaiting den første gang. Det som man så gør er, at man kører sin bil op på parkeringspladsen, smider et par store højtalere bagpå ladet, samt en grill og en masse øl- og så går man ellers igang med ar grille, drikke og høre høj musik. Sådan lidt a la et tema trucker/bilnørd Roskilde for et par timer. Meget sjovt - men underligt.

Football er sjovt...i en time, derefter er det knapt så sjovt. Kan faktisk bedre lide at se det i fjernsynet, for der kan man zappe rundt og er ikke nødsaget til at stirre på det samme billede i fire timer, hvoraf det som bekendt kun er i den ene time, at der reelt sker noget. Men det er sgu meget sjovt. Specielt fordi vi jo kender Matt (det er ham på billedet neden under dette afsnit), der spiller på holdet. Pigerne fra vores lille internationale klub, har lavet deres egen lille fanklub til ham, så vi sidder helt nede bag spillerne fra CMU og råber og hvad der ellers høre sig til. De er godt nok nogle store bæster de football spillere. Er du sindssyg jeg skulle ikke nyde noget af at havne i en sandwich mellem en defensive lineman og en linebacker – det svarer vel til at havne mellem en HT-bus og et rugbrød, der hver især skyder en fart på 30 km i timen, hvis det overhovedet kan gøre det. Til det har jeg dog mit liv for kært.

Jeg foretrækker den lille runde og modstandere der sjældent overskrider 110 kg rå muskelmasse (Gorillaen er tæt på – I know). Selvfølgelig foretrækker jeg fodbold, men må dog indrømme at min sportslige stolthed og min tålmodighed har været sat lidt på prøve. Der skulle således gå syv kampe før end vi mødte et hold, der var tilpas ringe, eller vi var blevet tilpas sammenspillede, før end jeg smagte sejrens sødme igen, for første gang siden slutningen af juni med Wowern. Det var rigtig tiltrængt! Vi slog modstanderen (som vidst var Ball State University) 2-0 og undertegnede stod for det afgørende og yderst veleksekverede 2-0 mål 10 minutter inde i 2. halveg. Et smukt veludført tjat til bolden ind over stregen, efter målmanden havde halvklaret et indlæg jeg var oppe at heade til.

Udover sejren på fodboldbanen, som selvfølgelig var den vigtigste, fik jeg en lille sejrsfølelse i slutningen af sidste uge. Denne gang forekom den liflende honningagtige smag på mine læber, fordi vi fik resultater tilbage fra min første amerikanske eksamen. Det gik sgu fint. Ud af 66 mulige rigtige svar havde jeg svaret rigtigt på 59, hvilket gav mig 111.74 point ud af 125 mulige (average var 95 point). Pointene tager man med sig og lægges sammen med alle de andre test, eksamener og projekter vi har i dette fag (Marketing Communications) og kommer så i sidste ende til at bestemme ens karakter i faget. Selvom det da er meget rart at det gik godt, må jeg jo nok også lige krybe til korset og indrømme, at det ikke just føltes, som havde jeg gennemført et marathon på under under tre timer, men snarere som om jeg havde formået at gå ned til kiosken og købe en 6-pack og nå helskindet hjem uden sved på panden. Med andre ord har det været begrænset, hvor meget jeg har læst direkte fra bogen. Men heldigvis har jeg tilsyneladende fuldt nok med i timerne.

På trods af at det jo er gået godt indtil nu, vil jeg hermed lige benytte lejligheden til at rose den danske undervisningsform, som jeg nu har lært at værdsætte. Den mest grundlæggende forskel er nok, at man som studerende i Danmark bliver betragtet som et voksent og selstændigt menneske. Er man ikke det, er det sjældent man kommer igennem sit studie, da det kræver en del selvjustits, eller i hvert fald selverkendelse, hvis man vil bestå sine store projekter, opgaver, rapporter ect.. Herovre betragtes en studerende ikke som værende selvstændig eller voksent. Jeg føler det mest som om, at jeg er tilbage i gymnasiet igen. Men det skal så også siges, at mine medstuderende her nok også er væssentligt mere umodne og uselvstændige end dem jeg har i Danmark. Under alle omstændigheder er de uselvstændige i forhold til opgaveløsninger, ektremt todimensionelle i deres tankegang, yderst anti problemløsningsorienteret og generelt bare som jeg nok var da jeg gik i gymnasiet.

Ved ikke om dette kommer ud på en forkert måde, for der er da selvfølgelig også undtagelser, men måden hvorpå der undervises må være et udtryk for hvordan der er behov for at der undervises. Det er ligesom om, at der skal være et markede før end der kan være et produkt osv.. Og undervisningen herovre er strikket sådan sammen, at underviseren i langt højere grad end i Danmark er en pædagog og en administrator for de studerende. Møder man ikke op til timerne får man frataget point. Man bliver bedømt løbende og samler, som sagt tidligere, point sammen i løbet af hele semestret, så man er sikker på at den studerende holdes ved ilden. Der er eksempelvis ofte noget, der skal laves til den enkelte undervisningsgang (som oftest noget meget meget nemt). Det bliver ikke forlangt af den studerende, at denne skal tænke selvstændigt, men derimod blot huske, hvad bogen eller underviseren har sagt om noget. Den kritiske sans for både teori og empiri er mere eller mindre ikke-eksisterende. Eksamen er ikke i slutningen af semestret og derfor ikke en test i ens akkumulerede og konsumerede viden, men forefindes flere gange i løbet af undervisningsperioden. Eksamen er en multiple choice test, som opfordrer til, at man bruger sin mellemtidshukommelse (kan ikke huske det rigtige ord - meget apropo hukommelse) og ikke sin selvstændige logiske eller kritiske sans. Videnen man opnår gennem sådan en test bliver ikke implementeret (CBS-ord, I know) praktisk. I nogen forstand. Sagt med andre ord: Det er lige så forskelligt fra DK, som jeg havde forventet.

Jeg er dog rigtig godt tilfreds med at prøve det her, og synes det er meget interessant at se forskellene, og forsøge at tænke på samme måde som de amerikanske studerende. I et fag skal vi i grupper lave et projekt om en virksomhed (alt hvad vi skal finde ud af er udførligt skrevet ned til os). Til det første gruppemøde prøvede jeg at forhøre mig lidt om, hvordan de havde tænkt sig at gribe opgaven ad. For ligesom at finde ud af hvad indgangsvinklen var. Igen var det forskelligt fra hvad jeg har prøvet på CBS i et af de utalige gruppeprojekter vi har haft derinde. Og selvom jeg har været igennem lidt af hvert de seneste to år, må jeg nok indrømme, at denne gang nok skal blive en lige så stor udfordring! Hvor er min tro væbner – hr. Rud? Nå men, jeg stillede som sagt nogle kritiske spørgsmål til dem, om eksempelvis hvordan de havde tænkt sig at besvare punktet, der lød noget i retningen af ”the coorporate image of the organization”.

Mig: ”Hvordan har I tænkt jer at finde ud af det?”
Svar: "Ved at spørge virksomheden om hvad de gør."
Mig: ”Men så finder vi kun ud af hvad virksomheden tror om sig selv, hvad med at spørge udeforstånde om deres indtryk af virksomhedens image og sammenholde det med virksomhedens forestillinger om sig selv?”
Svar: ”?”og efter lidt forklaringer: ”Yeah good idea, let's do that.”
Mig: ”Men så kan vi godt droppe at lave resten af opgaven, for det vil minimum opfylde al pladsen vi har til rådighed.”
Svar: ”Hmmm...okay...why?”

Og så fortsatte samtalen ellers lidt frem og tilbage, og jeg fik sagt at jeg syntes vi skulle gøre det på deres måde, fordi at det ligesom var det opgaven lagde op til, selvom jeg på mange måder synes det lidt er en l-o-r-t-e opgave. Vi skal således egentlig bare finde oplysninger på nettet, eller ved at ringe til virksomheden, og omformulere ordene, så det passer sig ind i en opgave på 20 sider.

Det vi læser er dog rigtig interessante ting, og det er super interessant at få andre perspektiver på forskellige ting og sager. Undervisningsmaterialet er super godt, nyt og super dyrt (ml. $120-180 for mine bøger!!!). Men havde jeg valget (hvilket jeg jo heldigvis har, og nu også kan træffe med et godt belæg) ville jeg vælge den danske model. Tror dog det måske også hænger sammen med alderen på de studerende herovre. De er jo nogle år yngre når de tager deres bachelor, end vi er vant til i DK.

Tror lidt det var det. Endte jo også med at blive en lille roman. Håber ikke jeg har tabt nogen i svinget. Hov nej, vent, en teaser til næste blog: Denne weekend tager jeg med Mike, Georg, Solvej, Nanna og Steffi til Upper Peninsula, som er helt oppe nordpå. Vi skal rigtig ud og nyde naturen, som tilsyneladende skulle være smuk deroppe. Peninsula betyder vidst halvø, og det er altså en halvø der ligger dybt inde i Canada, men stadig hører med til Michigan. Der er en del naturreservater og hikingområder, som vi skal ud og udforske. Vejrudsigten lover dog regn, så vi har valgt luxusmodellen, hvor vi overnatter på hostels og kun hiker i dagtimerne. Egentlig skulle jeg have været med Mike og Georg til West Virginia. Her skulle vi have prøvet kræfter med et af de bedste white water steder i verden, men tilsyneladende er det småt med vandet i floderne i øjeblikket, hvorfor floderne og raftingen er lukket. Tror dog på at det nok skal blive lige så sjovt i U.P.

Ha’ det rigtig rart og pas på jer selv alle sammen.




Tailgaiting 2: Mike står ved grillen og laver lidt lækkert (det her er 10.30 am)

Football 2: Mig, Steffi og Solvej (pigerne har deres hjemmelavede Matt fantrøjer på)