1 – 2 – 3 – Team

Endnu en uge gået og flere oplevelser er tilbagelagt og fordøjet. Hermed et review på de forgange ni dages tid.

Sidste fredag var som sagt dagen, hvor jeg for første gang skulle spille en betydningsfuld kamp med fodboldholdet. Vi brugte 3 ½ time på at køre til Groshen, Indiana (Amish Country), som var den by hvor kampene i denne weekend skulle spilles. Kan lige så godt sige det først som sidst. Central Michigan University Soccer Club vinder ingen mesterskaber i år. Fredag tabte vi 5-0, søndag 2 x 2-1. Der bliver simpelthen lavet for mangle fejl og produceret for få chancer, hvilket jo som bekendt gør det en anelse svært at vinde fodboldkampe. Udover at vænne mig til at tabe, skal jeg også lige vænne mig til dommerstandarden. Drenge, piger og alle andre der til daglig brokker sig over de dommere vi har derhjemme – stop it! Det her er vildt. Vi har tre dommere, hvilket umiddelbart burde være en fordel. Men de tre dommere fløjter for noget der minder om ti gange flere frispark end derhjemme. Man må gerne spille hårdt til, men de dømmer nogen gange for det mest underlige. Tror at der ca. har været lige så mange spilstop i vores overståede kampe, som der er i en normal amerikansk fodboldkamp, hvilket er mange...rigtig mange. Den noget afvigende dommerstandard skulle/skal jeg som sagt også lige vænne mig til. Efter de første tre kampe havde jeg nemlig inkasseret et direkte rødt (i den første kamp, hvor dommeren dog bagefter undskyldte og sagde han ikke ville indberette det???). Og et gult i kamp nummer tre (gult giver dog ikke 10 min = fedt).

Nå, men som sagt skal jeg vænne mig til at tabe, og har da også allerede nu skåret gevaldigt ned på de sportslige ambitioner. Jeg er dog stadig mere end almindeligt glad for at at have fundet holdet, da det til stadighed giver mig rigtig meget. Det giver mig oplevelser jeg ikke ville have fået foruden, det giver mig en amerikansk vennekreds, det giver mig mulighed for at holde mit eget spil ved lige og det giver mig mulighed for at holde formen ved lige, hvem ved måske endda ligefrem forbedre den?

Så spørger den eftertænksomme læser måske sig selv eller andre nærværende, hvad det er for nolge oplevelser, der er så specielle? Chicago er absolut en af dem! Lørdag, imellem vores første kamp fredag og de to søndag, var vi ni fra holdet, der kørte små to timers kørsel nordpå, fra vores hotel i Indiana. Dagen stod på speedsigthseeing og hygge i en af de federe byer jeg har set hidtil. Det var mit første rigtige encounter med en amerikansk storby (Detroit kan slet ikke sammenlignes med det her). Da jeg første gang trådte op på fortovet fra togstationen i midtbyen og så op mod himlen, følte jeg mig virkelig lille, men samtidig rigtig, rigtig levende. Skyskrapere i alle mulige og umulige former, blå himmel, summende liv over det hele, sådan rigtig storbyagtigt. Det gav mig virkelig et sug i maven og et smil på læberne (bortset lige fra på det her billede)!

De fleste af drengene, der var med, havde været i Chicago før og kunne derfor strikke en éndagstur sammen, hvor vi fik set det absolut allermest nødvendige. Vi startede med at shoppe lidt og kigge på ting og sager. Besøgte bl.a. en Apple Store og fiflede lidt med den nye nano, iPhonen samt en masse andet lækkert lir og ragelse. Hvorfor er jeg ikke millionær, eller bare en anelse velhavende så jeg kan gå franchise amok? Nå, men efter lidt vaden ind og ud af butikker, var maven eferhånden ved at være indstillet på at skulle fyldes op. Og selvfølgelig med vaskeægte Chicago Pizza, fra Gino’s! Åbenbart et must når man besøger Chicago. Det var da også godt, stort og ekstremt mættende. Har aldrig set så meget fyld på en pizza før. Jeg spiste tre slices (hvilket var okay meget) og var helt vildt mæt!

Efter frokosten spasserede vi over til ESPN Zone, som er noget alle de andre drenge glædede sig meget til. Et form for kombineret sportsbar-, spilleland- og butiksagtigt sted, som da var meget sjovt, men ikke all that i mine øjne. Derefter gik vi ned til strandpromenaden og så en sindssyg flot skyline. Chicago ligger lige ud til Lake Michigan. En af Chicago’s største seværdigheder ligger således også direkte ud til vandet, nemlig Navy Peer. Et lidt underligt, men meget fassinerende sted, der tidligere var flådestation (spørg mig ikke hvad man bruger flåden til i indlandssøer), og som nu er kombineret turistfælde, med restaurenter, forlystelser, butikker, udsigtsposter, lystyachts og lystbådehavn. Det skulle eftersigende være et populært sted for unge mænd at slæbe deres udkårne hen, for at spørge om evigt troskab (læs: forlovelse). Det undværede vi dog, men så et bryllup, der var i fuld gang, mens folk spasserede forbi. Pudsigt, som privatliv kontra offentlighed i mange tilfælde er komplet fordrejde herovre ifht. hvad vi er vant til hjemme i Danmark. Mange ting er tabu og meget private, såsom druk, og hvad druk nogen gange ellers fører til, mens ting som vi i Danmark regner for værende forbeholdt familie og nærmeste, såsom bryllup, eksponeres og skal helst ses af så mange andre som muligt herovre. Bare for at tage et eksempel.

Selvom det ikke lyder af så meget, var dagen faktisk ved at være forbi, men vi manglede dog stadig at besøge verdens, på et tidspunkt godt nok, højeste bygning, Sears Tower. Godt og vel 4 ½ fodboldbane rager dette monstrum af en bygning op i vejret, eller 1.450 fod, som omregnet til menneskeindeks svarer til 442 meter (altså det er det højeste sted man kan stå og kigge ud, antennerne rager helt op i 538 meters højde). Bygningen har 110 etager, der i alt har et gulvareal på 418.064 m2!!! Til bizar sammenligning fylder hele gulvarealet altså, hvis dette foldes ud, små 600 fodboldbaner af størrelsen 100 x 70 m (som lever op til de internationale krav for fodboldbaner). Nå, men nok om alle målene, facts og andet, der har med tal at gøre. Det tog mig alt for lang tid at regne de ting her ud. Har jo ikke haft matematik i det mange af mine jævnaldrene vil betegne som ret mange år. Udsigten var fantastisk. For at sige det mildt. Vi kom derop, efter at have betalt $13, omkring kl. 08 pm, hvor mørket begyndte at lægge sig over byen. Det var et virkelig smukt skue, og da mørket havde overvundet modernaturs lys, tog elektriciteten kampen op. Det var virkelig et flot syn, kan ikke sige det nok gange. Desværre var det meget svært at tage billeder, da glasset var tykt, og der var lys i rummet der gav genspejl når man forsøgte at forevige det. Jeg har dog lavet lidt research og fundet et par ganske flotte billeder på nettet, som i kan nyde for neden i denne blog.

Efter Sears Tower, kørte vi tilbage til hotellet i Indiana, hvor vi dagen efter, som nævnt tidligere, lige skulle tabe to fodboldkampe til, før vi kørte tilbage til Mount Pleasant. Ellers er der ikke sket det vilde i den forgangne uge. Udover at jeg fik mit første paper tilbage, med max point, og kommentaren ”Very Insightfull” skrevet på. Hmm, det var en såkaldt ’reaction paper’ på en video vi havde set i en Psychology of Advertising time, og var lavet på to timer, hvoraf den ene var i en anden time. Lovende! Nårh jo, så tabte vi også vores første hjemmekamp onsdag 1-0 til ærkerivalerne fra Michigan State University. Sidste år havde mit hold dog tabt 6-0 i dette opgør, så vi er i klar fremgang og jeg håber, at vi snart får en succesoplevelse i form af en uafgjort eller måske endda en sejr!

Fredag var vi et par stykker, der kørte 1 ½ time sydvest for Mount Pleasant. Her skulle vi klatre med sådan en recreationclass. Altså rigtig klatring, på en klippevæg, med klatresko og alt sådan noget. Samlet tid i aktion på klippen var nok ca. 7 minutter, samlet antal meter tilbagelagt lodret omkring 6, samlet smerte i hidtil ukendte muskelgrupper udefinerbar høj! Ej, det var en super hyggelig tur og et lækkert lille sted helt ned til en eller anden flod. Tror vi gør det igen snart. I dag (lørdag) får jeg muligheden for at se den første live football game. Kampen starter 3.30 pm og inden da er der tailgaiting. Så tror jeg bliver lidt fuld idag. Vi har en tysk ven ved navn Matthis Berning, der er 1. årsstuderende, men spiller på football holdet (hvilket er ret ekstraordinært). Matt har fødselsdag idag, så efter kampen holder vi en form for surprise fødselsdagsfest for ham hernede i vores kompleks. Matt bor i nogle kummerlige rum, fordi han er freshment, og har det lidt hårdt på holdet, så han bruger os som afslapning, moralsk opbakning og adspredelse, så alt ikke handler om football, styrketræning og udgangsforbud. De har det sgu hårdt de studerende, der er på sports scholarships, i særdeleshed football spillerne, som er skolens store flagskib. Fedt at have en insider så man får en fornemmelse af, hvad det egentlig er de laver, og hvor stort det egentlig er. Tror uden pis at deres budget er på størrelse med en gennemsnitlig dansk superligaklub, hvis ikke en af de store!

Det var alt i denne omgang, håber til stadighed at alle har det godt!

Eske

up's & down's

For ligesom at starte med noget positivt (som jeg har lært af Intromøder) så starter vi helt kronologisk fra forrige weekend. Som nævnt i sidste indlæg tog vi søndag til Detroit, hvilket vil sige lidt uden for egentlig, til en Rænesance Festival. Jeg var egenlig fra start ret modvillig og havde slemme tømmermænd, efter en ganske udemærket bytur lørdag aften. Vi havde været hjemme i Mikes hus til BBQ og udendørs spa. Mega skønt, sådan en vil jeg også gerne have hjemme på Johan Kellersvej 53, ved bare ikke lige helt hvor den skal stå endnu. Nå, men på trods af tømmermænd og en egentlig forudindtaget bitterhed imod stedet, blev det til en helt hyggelig eftermiddag. Som alting er amerikanerne også mere eller mindre specielle i deres fortolkning af middelalderen, og man kunne ikke gå fem meter uden at man tog sig selv i at glo lidt for længe på en mand eller en dame i obskure kostumer. Festivalen var mere end noget andet et gedemarked, med diverse små krejlerbikse, tomatkast, knivkast, falkeshow, standup’ere i anderledes tøj og stunt ridderturneringer. De har en lidt anden humor og hvad der er sjovt herovre fandt jeg ud af. Folk betaler således penge for at lade sig selv svine til. Hvilket jeg havde lidt problemer med at finde morsomt. Men forsøgte dog at lade være med at svare igen, når en grim mand sagde, at man var en slapsvans fordi man ikke kunne få klokken til at ringe på sådan en hammertingest (som i Tivoli). En anden ting jeg heller ikke forstod var et sted, hvor man for tre dollars kunne få en af sine venner arresteret. Når denne ven så havde siddet i 15-20 minutter i en celle med en masse andre, skulle vedkommende ud på en scene og gøres til grin foran et publikum. Glad for at jeg ikke blev smidt derind, tror ikke helt jeg havde været med på idéen. Alt i alt en underlig, men anderledes og vel derfor også positiv dag. Billedet nedenfor er tre x turkey drumsticks - well done.

Mandag stod på tubing, eller det vil sige at det gjorde den faktisk ikke. Da vi ikke havde fået lavet en reservation, blev vi nødsaget til at tage kajakker. Men det havde jeg egentlig også planlagt fra start, så det var helt fint med mig. Vi blev kørt rimelig mange kilometer op af Chippewa River og sat i vandet. Turen var sat til en 3-4 timer i kajak (hvis man havde tubet, ville turen tage 9 timer fra dette sted). Vejret var skønt og turen fantastisk. Lækkert at være tilbage i en kajak, det er meget lang tid siden og jeg elsker det. Fedt bare at flyde ned af floden med føderne i vandet og drikke sig en kold øl mens man kigger på træerne, der danner rammerne for den blå himmel. Hmm...nåede dog at kæntre i min kajak, men det var fint nok, havde planlagt at svømme på det tidspunkt alligevel.

Ellers er ugen gået med timer, fodboldtræning og ikke så meget andet. Vi træner egentlig hver dag fra 17-19, men jeg kan ikke mandag og onsdag, da jeg har timer, så de dage selvtræner jeg i fitnesscentret. Udover det har jeg jo så fodbold mandag og onsdag alligevel, på det der one credit hours class hold, hvor de simpelthen er ekstremt ringe...så det blive sgu nok rimelig kedeligt at trække sig igennem – men hvad fanden det giver jo en credit.

Onsdag var vi ude og spise sushi på en restaurent. Der er noget vi kommer til at gøre hver onsdag. For sushien var ganske ganske god, og prisen var lav, eller nærmere ekstrem lav, sammenlignet med danske priser. Meget rart at få et break fra normal mad herovre og få noget fedtfattigt, og lidt mere sofistikeret mad, der ikke gør det til en dyd at smage af så meget BBQ som muligt.

Fredag kl. 14 tog 12 mennesker afsted mod Cedar Point i Ohio (syd for Michigan) også kendt som Amish country. Her skulle vi arbejde i en forlystelsespark for at tjene nogle penge til fodboldholdets udgifter (dvs. benxin, tøj, kost og logi når vi rejser osv.). Vi skulle egentlig have været hele holdet, men det var desværre ikke muligt. Dealen var, at vi skulle arbejde lørdag og søndag og når vi ikke arbejdede kunne prøve forlystelser gratis. Derudover blev vi indkvaret i nogle gæstearbejder værelser gratis. Forlystelserne herovre er lidt større end vi er vant til i Tivoli eller Faarup Sommerland (se nederst i bloggen for billeder og beskrivelser af et udpluk af disse).

Alt i alt lyder det jo meget fint alt sammen, men det kan jeg så allerede forklare nu, at det var det ikke. Det er måske en af de mest skodagtige weekender, jeg har haft i lang tid. Vi ankommer ret sent lørdag aften, hvor vi skal have en orientering. Den tage så endnu mere af aftenen, hvilket efterlader os med under en time at prøve forlystelser i. Tilbage i seng, på vores lækre værelser. Lækre...hov det var vidst det forkerte ord, jeg fik brugt der: Bygningerne var omkranset af ståltråd, der var politi over det hele, udgangsforbud fra værelserne mellem kl. 02.00-08.00, værelserne bestod af 9 km2 til tre mennesker og lugtede af mug. Det var så vores logi. Arbejdet bestod af at møde kl. 10 ved sin forlystelse, få en orientering indtil 11, kigge ud i luften fra 11-12, skiftevis sidde og tjekke folks højde og drøjde (for fede mennesker), og gene folk ind i båsene til selve forlystelsen – kaldet crowd control fra 12-20. Aldrig i mit liv har jeg kedet mig så bravt. Det var så kummerlige arbejdsvilkår og vores team-leader var en nar, jeg virkelig ikke kunne døje. Godt nok lang tid siden jeg har måttet spørge bedende om lov til at besøge toilettet, og har fået et modvilligt ”okay så” svar tilbage. Jeg overlede dog på en eller anden underlig måde uden at mit hjerte stoppede af mangel på stimulans, måske fordi jeg gik og var lidt rassende indeni og på den måde holdt blodcirkulationen igang.

Det skal også lige siges at vi gik glip af den første tailgating og football kamp på CMU. Eftersigende en af de fedeste ting overhovedet. Det mest nederen var dog, at dette var den eneste weekend i hele Cedar Point sæsonen, hvor forlystelserne stoppede kl. 20 (da vi fik fri). Det betød at vi ikke fik prøvet nogle forlystelser udover den lille time fredag aften. Mega irriterende, for der var satme nogle gigantiske nogle imellem. Søndag kørte vi meget lettede hjem til Mount Pleasant, som vi nåede kl. 01.00. Da vi nåede vores mødested, fandt jeg ud af at min cykel var blevet stjålet i løbet af weekenden, så det var så et ekstra lille søm til kisten. Og i dag mandag har jeg mistet min pung! What a weekend...eller "en ulykke kommer sjældent alene" (klappende på låret og et huhu-agtigt grin bagefter).

Når man læser ovenstående kan det tolkes som om, at jeg ikke har haft den fedeste weekend. Og det er på mange måder også sandt. MEN, den har også været super fed. Fed fordi jeg 1) er kommet godt ind på livet af 11 af mine medspillere på holdet, sådan rigtigt ind på livet af dem. Sådanne nogle strabadser har det med at skubbe folk tættere sammen, hvilket er fedt. 2) Det var min første hele weekend uden et eneste ord på dansk, bortset fra når jeg bandede og svovlede for mig selv. Og 3) på vej hjem i bilen i går aftes, var første gang jeg fik en ud af kroppen oplevelse og hørte mig selv snakke ubesværet engelsk og kunne høre at det lød flydende, korrekt og lettere britisk-amerikansk. (Se det var en posititv slutning også – helt efter bogen).

Næste weekend byder på forhåbentlig en ligeså god omgang rystesammen, samt fede oplevelser. Fodboldholdet kører igen fredag, men denne gang til Indiana. Her spiller vi kl. 17 den første betydnignsfulde kamp. Den vinder vi så, og drikker os i hegnet begefter. Lørdag er fridag. Vi kører til Chicago, som skulle være en super fed by, og her shopper vi, chiller rundt og har det godt. Søndag befinder vi os igen i Indiana, hvor vi spiller kamp kl. 10, som vi selvfølgelig også vinder og igen kl. 13.30, den håber jeg også på vi vinder. Men der kunne jeg forestille mig udfaldet blev lidt lotto, alt afhængig af trætte ben, modstanderen og luckypunches. Glæder mig rigtig meget!

Det var alt for nu
Eske Bo

PS: Fucking vigitgt med den sejr over Bosnia – forza Wowern.
PSS: Mit rygnummer her er 21 - 9 var taget af en af de spillende trænere

Mikes spa: temperatur: 32 grader celcius, dybde: 0,8 m, niceskala 1-10: 11

Top Thrill Dragster: Højeste pkt.: 128 m, Fart: 193 km/t, Varighed: 16 s. (Nåede ikke at prøve den, men den skulle nærmest tage livet af dig)

Wicked Twister (hvor jeg arbejde): Højeste punkt: 65,5 m, Fart: 115 km/t

Millinium Force: Åbnede i 2000 som den første rolercoaster der havde: Højeste pkt.: 94,5 m, Fart: 148 km/t (Prøvede den og den var sindssyg!)

registration = frustration

Første uge med klasser er overstået, og er du sindssyg, det er et stort organiseret kaos, man skal hitte rede i. Jeg vil forsøge at gøre det kort. I begyndelsen af maj havde studienævnet på CBS godkendt nogle fag, jeg kunne tage her på CMU. Det var i det hele taget ret svært at finde fag, der dækkede alle de tre områder, jeg skal have dækkert for at få merritoverført det her semester. De tre områder er 'Samfundsanalyse og -diagnostik: Teoretiske positioner ', 'Kommunikationsteori og -strategi: Strategisk kommunikation i mediesamfundet' og 'Erhvervsøkonomisk teori og metode: Valgfag'.

Kommunikationsfaget og EØ-faget var sådan set okay nemme at få dækket, men Samfundsanalyse var meget svær at få dækket, da det er et fag, der tager udgangspunkt i det europæiske og danske samfund og er på sin vis et studie af disse. Jeg havde dog fået forhåndsgodkendt to fag, der kunne gøre sig ud for Samfundsfaget, nemlig Sociological Theory 301 og Development of Sociological Theory 501.

Nå, men i starten af juni havde OIE (office of international education) fra CMU, skrevet til de udvekslingsstuderende vedrørende holdtilmeldinger. De havde dog ikke skrevet min mail rigtigt, idet de havde byttet nullet (0) i eskn05ab@student.cbs.dk ud med et o. Så jeg gik rundt derhjemme og tænkte ikke sådan rigtig over, at der var noget galt, indtil Nanna videresendte en mail til mig, mens jeg var vejleder, da hun selv havde kontaktet OIE, fordi hun heller ikke havde hørt fra dem. Jeg fik derfor først sendt mine ønkser om fag lørdagen før afrejsedagen tirsdag. Det resulterede i, at jeg da jeg kom herover sådan set kun havde fået opfyldt et ønske, og derfor måtte rende fra kontor til kontor, fra professor til professor og fra møde til møde, for at forsøge at fedte mig til et såkaldt bump card, der er et kort man kan få hvis holdet er fuldt, men rummet har plads til flere eller man ikke har de fornødne forudsætninger for at tage faget, hvilket jeg jo ikke har, eftersom jeg jo ikke har været en del af det ameikanske uddannelsessystem før.

Efter mange puslespil og megen tovtrækning havde jeg dog fået mig et skema, der dækkede over de fag jeg skulle have. Nemlig: Marketing Communications, Human Resource Mangement, Psychology of Advertising og Development of Sociolgical Theory. Sidsnævnte var dog et 5. års fag og jeg var på forhånd noget bekymret, da Professor Musolf havde gjort mig opmærksom på at læsemængden var omfattende. Jeg gik til den første time, der udover fagets i forvejen tunge emner, ligger i det helt igennem fantastiske tidsinterval 6.00-9.20pm! Efter lektionen, var jeg om noget endnu mere bekymret end før, da pensum viste sig at strække sig over syv original bøger af folk som Marx, Durkheim, Mead og Weber. En ting er at syv bøger på et halvt år i et enkelt fag er vanvittigt, en anden ting er når disse er på engelsk, og jeg, på trods af at jeg jo selv har valgt at tage et semester i USA, ikke er 100% hurtigtlæsende når det er på engelsk.

Jeg spekulerede derfor over om dette fag ville dræbe mig langsomt, og være grunden til at jeg heller ikke i de andre fag ville være i stand til at kunne følge med - eller om jeg skulle tage kampen op og så om ikke andet vinde en gigantisk personlig sejr. Min beslutning blev at droppe faget, hvis det var muligt for mig at følge Samfundsanalyse faget på CBS, som et selvstudie og så skrive den tredøgnscase, der udgør eksamniationen i faget, herovre fra. Jeg kontaktede vores sekretariat og jeg fik at vide, at det kunne jeg godt. Så nu har jeg droppet Sociologi faget, og får Rud til at sende mig kompendiet jeg skal læse herover. Er ret lettet over denne løsning og har sagt til mig selv at jeg så skal være ekstra på i de andre klasser.

Man skulle tro det var det, men nej - vi er ikke helt færdige endnu, for jeg fandt så ud af at man som studerende med min type visum skal have et minimum af 'credits' - det amerikanske workloadsystem. Så jeg måtte i fællesskab med Amber fra OIE (Amber som har været ufatteligt hjælpsom, nok fordi hun ved det lidt er dem, der er medskyldige i alt det her rod) finde 3 credits ekstra, efter jeg havde droppet sociologien. Og nu blir' det lidt underligt. Ved at spille fodbold og tennis to timer i ugen, fra august til oktober og styrketræne to timer i ugen fra oktober til december opnår jeg de tre credits, der gør at jeg kan kalde mig fuldtidsstuderende. Amerika er er besynderligt land, men i dette tilfælde falder det ud til min fordel:-)


Nok om klasser, fag, bump cards, drops and adds, fjernundervisning osv.. Jeg har nu været i Mt. Pleasant i små to uger - og tiden går stærkt. Selvom den første uge med undervisning var kaotisk nåede jeg at tage til en try-out for clubsoccer holdet. Ja jeg fandt sgu et fodboldhold. De havde haft try-outs man-tor, hvor jeg kun kunne torsdag, men det var åbenbart også fint nok, for de bad mig i hvert fald om at tage med til en træningskamp dagen efter. Dagen efter var igår, fredag, og vi kørte en 20 minutters tid til et nabocollege. Herovre fungerer også sådanne træningskampe på en lidt anden måde end derhjemme. Vores hold havde således 26 spillere med tror jeg, hvilket betød at der på intet tidspunkt kom rytme eller konsistens i spillet, der mest af alt mindede mig om, hvordan sandkassefodbold er i Danmark. Alle spillere spurter rundt efter bolden, og når man har erobret den gælder det om hurtigst muligt at komme derned hvor det er sjovt - altså foran modstanderens mål.

Under kampen blev jeg døbt på ny, da mit navn tilsyneladende er for besværligt at huske og udtale i kampens hede. Så hvis i hører råbe "Hey Denmark! Nice Hustle Denmark!" Så er det mig de mener. Kampen vandt vi 2-0 og om muligt var modstanderholdet endnu ringere end os. Truppen er dog nu skåret ned til 22 mand og jeg er stadig iblandt, så jeg håber at kvaliteten bliver højere når turneringen går igang, og vi kan spille med de 11 bedste, for der er også ganske fornuftige fodboldspillere iblandt.

Det fungere lidt sådan, at universitetet ikke har et fodboldhold for mænd, men nogle studerende selv har taget initiativ til at lave et, hvorfor man så også skal betale $200 i kontingent. Pengene går så til spillersæt, bolde, væske til kampene, dommere, og turene vi skal ud på når vi skal spille mod andre hold. Så jeg betragter udgiften som en oplevelsesudgift, hvor jeg får mulighed for at se en masse andre universiteter rundt omkring. Glæder mig desuden også til at komme ind på livet af nogle af spillerne og tror lidt det her er muligheden for at snakke en masse amerikansk engelsk, da vi i vores lejlighedskompleks jo fortrinsvist er internationale studerende, og Nanna og Solvej er i samme netværk som jeg. På fodboldholdet er jeg bare mig selv og det tror jeg sgu jeg bliver glad for at prøve også.

Derudover kan jeg berette om fortsat fortrinneligt vejr, der gør at en masse af aktiviteterne er udendørs. Jeg har købt løbesko og har også brugt dem - til at løbe. Vi har fede faciliteter til at træne, svømme, spille squash, pool, spinne osv osv. Det er noget de forstår sig på at lave fedt. Super super fedt. Det giver en helt anden motivation til at træne når forholdene bare er i orden. Så jeg regner ikke med at blive en flødebolle mens jeg er herovre. Heldigvis...


På mandag er det labourday, hvilket betyder vi har forlænget weekend. Idag, lørdag, skal alle de internationale studerende mødes til en lille "medbring noget mad" skovtur. har tænkt mig at lave frikadeller for ligesom at represente DK! I aften eller imorgen tidlig er vi nogle stykker, der kører til Detroit, imod min vilje, for at se en eller anden renæsance-festival. Spørg mig ikke hvorfor, men det er noget med store kalkunlår, underlige mennesker og underlige aktiviteter. Mandag på labourday, er planen, at vi skal ud og tube. At tube er at man betaler sig fra at låne en stor badering, bliver kørt x-antal km op af Chippewa River, og så ellers bare lader sig flyde ned mod Mt. Pleasant i de næste par timer (selvfølgelig med en badering dedikeret til en cooler med dertilhørende øl og vand ved sin side). Det glæder jeg mig til. For naturen er sgu pæn heroppe, med virkelig mange frodige og grønne træer af mange forskellige afarter og mange søer og floder. Savner stadig mine bjerge, men dem får jeg vidst nok at se senere på året. Vi er nemlig blevet inviteret på en skitur længere oppe nordpå.

Tror det var alt for nu. Håber alle har det godt, og håber da også på at modtage nogle mails fra jer (tak Ida) eller hvem ved måske et brev?

Mange kærlige hilsner

Eske Bo

PS: Ved godt billederne ikke rigtig passer til indholdet, det håber jeg på at jeg kan lave om på senere.
PPS: "Kom i gang Wowern!" - og god studiestart til alle kom'ere.