word up mother nature

Bedre sent end aldrig!

I sidste weekend var jeg jo som sagt på en mindre udflugt til UP (Upper Peninsula). Vi var syv der tog afsted i vores lejede Ford minivan kl. 1 pm, og vi var stadig syv da vi 6 timer senere ankom til byen Marquette, der ligger ud mod den øverste af The Great Lakes - Lake Superior. For at komme over på halvøen UP skal man krydse broen Mackinaw Bridge. En bro de i Michigan er meget stolte af, og ”bestemt er et besøg værd” i følge mange forskellige mennesker jeg har snakket med. Broen er da også ganske flot, men minder nok i størrelse mest om Lillebæltsbroen. Så jeg var ikke helt vildt imponeret, men synes da det er meget sjovt at de er så stolte over deres bro. De burde komme til Danmark og se vores (i pluralis), det har jeg sagt til dem.

I Marquette tjekkede vi ind på vores hotel, der var blevet booket på forhånd. I USA er det åbenbart kotume at man snyder hotellerne lidt, så vi boede alle syv mand på et værelse beregnet til fire. Det gik helt fint. Både med pladsen, jeg havde dog også en halv seng, og med ikke at blive opdaget. Efter tjeck-in, fandt vi en restaurant, der faktisk var ganske elendig. Her fik vi lidt føde og lidt vådt til ganen. Derefter var vi sådan set alle sammen trætte efter køreturen og vendte tilbage til hotellet og faldt mere eller midre i søvn med det samme.

(Billede #1: den knap så gode "italienske" restaurant, mig, Mike, Daniel, Georg, Solvej, Steffi, Nanna)

Lørdag kl. 8.30 am rignede vækkeuret og varslede at vi inden længe ville befinde os på vores første hiking tur. Kl. 10.30 havde vi således allerede indtaget et dejligt kontinentalt morgenmadsmåltid og parkeret bilen på en lille parkeringsplads ved vores første destination – som jeg ikke kan huske navnet på. Vejrudsigten lovede thunderstorms i løbet af dagen, men vi startede med et smukt, overskyet, efterårsatigt, fugtigt og udefinebart vejr, som fik alt til at være smukt og tyst. Farverne på træerne heroppe var på højdepunktet af sæsonen og de mange forskellige nuancer fik virkelig en til at få kuldegysninger og næsten glemme at se sig for hvor man satte fødderne. Fantastisk!!!

(Billede #2: udsigt fra den første hiking tur)

Den første hiking tur var af en høj kategori og var bestemt ikke en strækning man skulle slæbe småbørn, eller gangbesværede med ud på. Turen der fulgte en flod med mange små vandfald bød nemlig på rigtig mange ret så udfordrende opklatringer, nedklatringer, flodforceringer og andet spas. Stien som man fulgte var egentlig nok nærmere end hjortesti, men det gjorde jo bare det hele så meget desto sjovere. Efter at have vandret halvanden times tid upstream stoppede tilmed hjortestien og vi vendte om. På vej tilbage begyndte så dagens første og heldigvis eneste thunderstorm. Wauw...det var faktisk ret så sjovt, men er du sindssyg, hvor blev man gennemblødt og tordenskraldende var helt gigantisk store og larmende. Der var man virkelig ude i de ekstreme elemter og så moder natur fra sin arrige og overgangsalder-agtige side.

(Billede #3: flotte farver på den første tur)

Drivvåde og tilbage ved bilen besluttede vi os for at holde en frokostpause inde i byen, for lige at få varmen tilbage i kroppen igen og skifte det våde tøj ud med noget tørt. Vi fandt en rigtig hyggelig restaurant helt ud til Lake Suprior, der endda oven i købet også var selvforsynende med flere gode ølbryg! Så mætte og veltilfredse begav vi os afsted med fornyet energi til dagens anden hike. Denne gang kunne vi ikke rigtig finde det sted vi havde planlagt at finde, hvilket resulterede i en tur, der var endnu mere offroad end den første. Det var super super sjovt, og et par gange tænkte man da på at det altså ikke var helt ligegyldigt hvor man placerede sine fødder ifht. at tage et tyve meters styrt lodret ned på nogle klippesten ved floden. En anden faktor der gjorde denne tur rigtig fed og anderledes fra den første var, at vi nu havde fået selskab af en varmende sol fra en azurblå himmel. Farverene ændredes således og spillede smukt i solstrålerne. Vejret skifter hurtigere heroppe end jeg norgensinde har oplevet før. Egentlig meget charmerende, men også nogen gange ret ubelejligt og overraskende. Denne gang var det dog en mere en dejlig overraskelse.

(Billede #4: solstråler filtreres af træerne på den anden tur)

Efter en kold dukkert i et mindre vandfald, kørte vi en times tid østpå til byen Muninsing. Her lavede vi samme tjeck-inn nummer og kørte derefter hen til en anbefalet restaurant, der skulle vise sig nærmest at tage livet af mig. Jeg bestilte nemlig en rib eye steak, der fyldte hele min store tallerken. Og den var god! Rigtig, rigtig, rigtig god!!! Hvorfor jeg heller ikke kunne nænne at efterlade nogen rester, hvilket resulterede i en yderst mæt Eske, der resten af aftenen hang lidt i håndbremsen og havde svært ved at drikke sin øl hurtigt. Det er en af de bedste bøffer jeg til dato har spist og var alle svedeturene værd. Aftenen endte med at vi besøgte en lokal bar, der igen var et ret sjovt bekendtskab. UP’s indbyggere kan vel tilnærmelsesvis sammenlignes med bønder fra Sdr. Snedde eller sådan noget. Ret så red neck. Og baren var derfor tilsvarende hill billy agtig. Men vi fik da drukket et par øl, en whiskey eller to og jeg fik udfordret en lokal i pool – dog med et nederlag som følge.

Næste morgen stod vi igen relativt tidligt op kl. 9 am, og kørte ud til Minor Falls hvor dagens første lille restitutionstur førte os ud til et flot vandfald. Dette område var dog væssentligt mere turistet end det vi havde været udsat for dagen før. Men det passede måske meget godt set i lyset af vores lidt mere slidte og tømmermændsplagede kroppe. For ikke at glemme at jeg stadig slæbte rundt på minimum 700 gram ko i maven. Efter vandfaldet kørte vi et par kilometer yderligere ud mod søbreden, hvor vi skulle se på Minor Casttle, en ud af mange klippeformationer der tilsammen udgør Pictured Rocks. Pictured Rocks er en mange kilometer lang strækning, der byder på smukke klippeformationer ud til Lake Superior. Her besluttede vi os dog for at splitte syvmandsgruppen op i to, da vi kun var tre, der fortsat havde mod på at vandre. Så mens de andre tog på en sejltur og hvilede benene, begik Daniel, Nanna og jeg os ud på en helt anden form for vandretur end vi dagen forinden havde været på. Området her var, igen fristes man til at sige, rigtig smukt og billedskønt, og var et kaotisk sammensurium af klipper, træer af mange forskellige slags, vandfald, små floder, sandbund, jordbund, sandstrand og isblåt ferskvand. Det var rigtig smukt, og igen havde vi selskab af en ihærdigt varmende sol fra en blå himmel, der virkelig gav naturen den kontekst den fortjente.

(Billede #5: Minors Castle)

Efter en dejlig eftermiddag med lidt nemmere vandring, mødtes vi med de andre kl. 4 pm og påbegyndte hjemturen til Mount Pleasant, som vi nåede 9.30 pm. Alt i alt en fantastisk dejlig weekend, som oven i købet rent faktisk var ret så billig. $ 100 per mand, der inkluderede, billeje, benzin, hotel, og diverse snacks, vand og øl. Sgu meget godt gået synes jeg.

I går (lørdag den 14. oktober) spillede jeg fodboldkamp i Grand Valley, 2 timers kørsel sydvest fra Mount Pleasant. Det var den hidtil bedste kamp vi har spillet, og vi vandt 2-0 (dog uden mål fra mig), så det lover rigtig godt for de sidste tre kampe i sæsonen, hvoraf den første er i eftermiddag kl. 4 pm, lidt uden for Detroit. Håber på vi kan vinde de resterende kampe og få noget at glæde os over her på falderebet. Apropo glæde sig over, vil jeg da lige lykønske alle wowerndrengene med oprykningen, der blev sikret igår. Genialt! Glæder mig rigtig meget til at komme tilbage og skulle forsøge at tilbageerobre mig en plads på vores serie 2 mandskab. hvis ikke dette lykkes er det jo tilsvarende dejligt at 2. holdet ligeledes er rykket op i serie 4 igår! Tillykke drenge, er satme glad og stolt!

Det var alt for nu, håber at der går lidt kortere tid inden næste gang jeg skriver igen.

(Billede #6: Minors Beach, Daniel og jeg)

(Billede #7: mig i meget koldt vand - læg mærke til hvor koldt det er, læs: min venstre pege- og tommelfinger)

(Billede #8: flodudløb til stranden, Minors Beach)

(Billede #9: mig, Nanna og Daniel på Minors Beach)

1st tailgaiting, football game, exam, soccer victory and goal

Som tiden dog flyver. Sommetider hurtigere end andre. Siden jeg skrev sidst, er der sket en del og så alligevel nok ikke mere end der vel er sket hos jer. Den eneste forskel er nok egentlig bare at jeg har dedikeret mig til at nedskrive, hvad der er sket hos mig ca. en gang hver syvende dag, og fortegnet for alle oplevelserne er udskiftet fra DK til USA. Men derfor skal I da ikke snydes for at høre om det, ej heller skal jeg snyde mig selv for at prøve at holde rede i oplevelserne. Bliver faktisk lidt sjovt selv at læse om det om nogle måneder og reflektere over, hvem man selv var/er, hvad man har oplevet, formået, ikke formået osv.. Kunne være man skulle gøre det til et gennemgående tema i sit liv altid at skrive det ned man har foretaget sig – for så at publicere det når man alligevel ikke vidste hvad man skulle gøre med det, og derefter tjene styrtende med penge (og derfor selvfølgelig blive super lykkelig) og leve godt resten af sit liv...hmmm okay....ved ikke lige helt hvor det kom fra. Back to reality.

Som overskriften antyder har den seneste tid budt på en del debutter for mig. Jeg har set en live football kamp for første (og anden gang i den netop forgange weekend). Jeg har haft min første all american examination (multiple choice selvfølgelig). Jeg har for første gang prøvet at vinde en fodboldkamp med amerikansk mandskab, og jeg har for første gang scoret et mål i et amerikansk et af slagsen.

Tailgaiting (billedet ovenfor: Umpleby, Jose, Denboer og mig) er underligt! Konceptet er på den ene side meget simpelt, men på den anden yderst mærkværdigt og kompliceret. Det er amerikanernes mulighed for at drikke sig fulde i et offentligt rum, uden at blvie sat i spjældet. De må gøre det tre timer før football kampen starter. Og det må kun foregå på 'the designated drinking area', som er parkeringspladsen omkring stadion. Dette fandt jeg ud af, da jeg blev stoppet af en politimand på vej til tailgaiting den første gang. Det som man så gør er, at man kører sin bil op på parkeringspladsen, smider et par store højtalere bagpå ladet, samt en grill og en masse øl- og så går man ellers igang med ar grille, drikke og høre høj musik. Sådan lidt a la et tema trucker/bilnørd Roskilde for et par timer. Meget sjovt - men underligt.

Football er sjovt...i en time, derefter er det knapt så sjovt. Kan faktisk bedre lide at se det i fjernsynet, for der kan man zappe rundt og er ikke nødsaget til at stirre på det samme billede i fire timer, hvoraf det som bekendt kun er i den ene time, at der reelt sker noget. Men det er sgu meget sjovt. Specielt fordi vi jo kender Matt (det er ham på billedet neden under dette afsnit), der spiller på holdet. Pigerne fra vores lille internationale klub, har lavet deres egen lille fanklub til ham, så vi sidder helt nede bag spillerne fra CMU og råber og hvad der ellers høre sig til. De er godt nok nogle store bæster de football spillere. Er du sindssyg jeg skulle ikke nyde noget af at havne i en sandwich mellem en defensive lineman og en linebacker – det svarer vel til at havne mellem en HT-bus og et rugbrød, der hver især skyder en fart på 30 km i timen, hvis det overhovedet kan gøre det. Til det har jeg dog mit liv for kært.

Jeg foretrækker den lille runde og modstandere der sjældent overskrider 110 kg rå muskelmasse (Gorillaen er tæt på – I know). Selvfølgelig foretrækker jeg fodbold, men må dog indrømme at min sportslige stolthed og min tålmodighed har været sat lidt på prøve. Der skulle således gå syv kampe før end vi mødte et hold, der var tilpas ringe, eller vi var blevet tilpas sammenspillede, før end jeg smagte sejrens sødme igen, for første gang siden slutningen af juni med Wowern. Det var rigtig tiltrængt! Vi slog modstanderen (som vidst var Ball State University) 2-0 og undertegnede stod for det afgørende og yderst veleksekverede 2-0 mål 10 minutter inde i 2. halveg. Et smukt veludført tjat til bolden ind over stregen, efter målmanden havde halvklaret et indlæg jeg var oppe at heade til.

Udover sejren på fodboldbanen, som selvfølgelig var den vigtigste, fik jeg en lille sejrsfølelse i slutningen af sidste uge. Denne gang forekom den liflende honningagtige smag på mine læber, fordi vi fik resultater tilbage fra min første amerikanske eksamen. Det gik sgu fint. Ud af 66 mulige rigtige svar havde jeg svaret rigtigt på 59, hvilket gav mig 111.74 point ud af 125 mulige (average var 95 point). Pointene tager man med sig og lægges sammen med alle de andre test, eksamener og projekter vi har i dette fag (Marketing Communications) og kommer så i sidste ende til at bestemme ens karakter i faget. Selvom det da er meget rart at det gik godt, må jeg jo nok også lige krybe til korset og indrømme, at det ikke just føltes, som havde jeg gennemført et marathon på under under tre timer, men snarere som om jeg havde formået at gå ned til kiosken og købe en 6-pack og nå helskindet hjem uden sved på panden. Med andre ord har det været begrænset, hvor meget jeg har læst direkte fra bogen. Men heldigvis har jeg tilsyneladende fuldt nok med i timerne.

På trods af at det jo er gået godt indtil nu, vil jeg hermed lige benytte lejligheden til at rose den danske undervisningsform, som jeg nu har lært at værdsætte. Den mest grundlæggende forskel er nok, at man som studerende i Danmark bliver betragtet som et voksent og selstændigt menneske. Er man ikke det, er det sjældent man kommer igennem sit studie, da det kræver en del selvjustits, eller i hvert fald selverkendelse, hvis man vil bestå sine store projekter, opgaver, rapporter ect.. Herovre betragtes en studerende ikke som værende selvstændig eller voksent. Jeg føler det mest som om, at jeg er tilbage i gymnasiet igen. Men det skal så også siges, at mine medstuderende her nok også er væssentligt mere umodne og uselvstændige end dem jeg har i Danmark. Under alle omstændigheder er de uselvstændige i forhold til opgaveløsninger, ektremt todimensionelle i deres tankegang, yderst anti problemløsningsorienteret og generelt bare som jeg nok var da jeg gik i gymnasiet.

Ved ikke om dette kommer ud på en forkert måde, for der er da selvfølgelig også undtagelser, men måden hvorpå der undervises må være et udtryk for hvordan der er behov for at der undervises. Det er ligesom om, at der skal være et markede før end der kan være et produkt osv.. Og undervisningen herovre er strikket sådan sammen, at underviseren i langt højere grad end i Danmark er en pædagog og en administrator for de studerende. Møder man ikke op til timerne får man frataget point. Man bliver bedømt løbende og samler, som sagt tidligere, point sammen i løbet af hele semestret, så man er sikker på at den studerende holdes ved ilden. Der er eksempelvis ofte noget, der skal laves til den enkelte undervisningsgang (som oftest noget meget meget nemt). Det bliver ikke forlangt af den studerende, at denne skal tænke selvstændigt, men derimod blot huske, hvad bogen eller underviseren har sagt om noget. Den kritiske sans for både teori og empiri er mere eller mindre ikke-eksisterende. Eksamen er ikke i slutningen af semestret og derfor ikke en test i ens akkumulerede og konsumerede viden, men forefindes flere gange i løbet af undervisningsperioden. Eksamen er en multiple choice test, som opfordrer til, at man bruger sin mellemtidshukommelse (kan ikke huske det rigtige ord - meget apropo hukommelse) og ikke sin selvstændige logiske eller kritiske sans. Videnen man opnår gennem sådan en test bliver ikke implementeret (CBS-ord, I know) praktisk. I nogen forstand. Sagt med andre ord: Det er lige så forskelligt fra DK, som jeg havde forventet.

Jeg er dog rigtig godt tilfreds med at prøve det her, og synes det er meget interessant at se forskellene, og forsøge at tænke på samme måde som de amerikanske studerende. I et fag skal vi i grupper lave et projekt om en virksomhed (alt hvad vi skal finde ud af er udførligt skrevet ned til os). Til det første gruppemøde prøvede jeg at forhøre mig lidt om, hvordan de havde tænkt sig at gribe opgaven ad. For ligesom at finde ud af hvad indgangsvinklen var. Igen var det forskelligt fra hvad jeg har prøvet på CBS i et af de utalige gruppeprojekter vi har haft derinde. Og selvom jeg har været igennem lidt af hvert de seneste to år, må jeg nok indrømme, at denne gang nok skal blive en lige så stor udfordring! Hvor er min tro væbner – hr. Rud? Nå men, jeg stillede som sagt nogle kritiske spørgsmål til dem, om eksempelvis hvordan de havde tænkt sig at besvare punktet, der lød noget i retningen af ”the coorporate image of the organization”.

Mig: ”Hvordan har I tænkt jer at finde ud af det?”
Svar: "Ved at spørge virksomheden om hvad de gør."
Mig: ”Men så finder vi kun ud af hvad virksomheden tror om sig selv, hvad med at spørge udeforstånde om deres indtryk af virksomhedens image og sammenholde det med virksomhedens forestillinger om sig selv?”
Svar: ”?”og efter lidt forklaringer: ”Yeah good idea, let's do that.”
Mig: ”Men så kan vi godt droppe at lave resten af opgaven, for det vil minimum opfylde al pladsen vi har til rådighed.”
Svar: ”Hmmm...okay...why?”

Og så fortsatte samtalen ellers lidt frem og tilbage, og jeg fik sagt at jeg syntes vi skulle gøre det på deres måde, fordi at det ligesom var det opgaven lagde op til, selvom jeg på mange måder synes det lidt er en l-o-r-t-e opgave. Vi skal således egentlig bare finde oplysninger på nettet, eller ved at ringe til virksomheden, og omformulere ordene, så det passer sig ind i en opgave på 20 sider.

Det vi læser er dog rigtig interessante ting, og det er super interessant at få andre perspektiver på forskellige ting og sager. Undervisningsmaterialet er super godt, nyt og super dyrt (ml. $120-180 for mine bøger!!!). Men havde jeg valget (hvilket jeg jo heldigvis har, og nu også kan træffe med et godt belæg) ville jeg vælge den danske model. Tror dog det måske også hænger sammen med alderen på de studerende herovre. De er jo nogle år yngre når de tager deres bachelor, end vi er vant til i DK.

Tror lidt det var det. Endte jo også med at blive en lille roman. Håber ikke jeg har tabt nogen i svinget. Hov nej, vent, en teaser til næste blog: Denne weekend tager jeg med Mike, Georg, Solvej, Nanna og Steffi til Upper Peninsula, som er helt oppe nordpå. Vi skal rigtig ud og nyde naturen, som tilsyneladende skulle være smuk deroppe. Peninsula betyder vidst halvø, og det er altså en halvø der ligger dybt inde i Canada, men stadig hører med til Michigan. Der er en del naturreservater og hikingområder, som vi skal ud og udforske. Vejrudsigten lover dog regn, så vi har valgt luxusmodellen, hvor vi overnatter på hostels og kun hiker i dagtimerne. Egentlig skulle jeg have været med Mike og Georg til West Virginia. Her skulle vi have prøvet kræfter med et af de bedste white water steder i verden, men tilsyneladende er det småt med vandet i floderne i øjeblikket, hvorfor floderne og raftingen er lukket. Tror dog på at det nok skal blive lige så sjovt i U.P.

Ha’ det rigtig rart og pas på jer selv alle sammen.




Tailgaiting 2: Mike står ved grillen og laver lidt lækkert (det her er 10.30 am)

Football 2: Mig, Steffi og Solvej (pigerne har deres hjemmelavede Matt fantrøjer på)