Chicago and the first fallen snow

Ved godt at der lige så stille bliver lidt længere imellem snapsene herinde. Og jeg vil bestræbe mig på ikke at komme med tomme løfter mere – jeg tror denne frekvens vil blive frekvensen fremover. Der sker bare ikke så meget i hverdagen mere, der er værd at spilde jeres tid på. Eller min for den sags skyld. Jeg skal i den kommende tid nemlig igennem et sandt helvede af afleveringer og eksamener, både i USA og i DK. Så tror det bliver lidt uoverskueligt at skrive når jeg holder skrivefri. Denne blog er tilmed skrevet over to omgange, lige efter den sidste weekend i oktober og her til morgen idag den. 8. november.

I den sidste weekend i oktober havde jeg besøg fra Danmark. Det var virkelig, virkelig hyggeligt og meget, meget kærkomment! Fredag aften omkring kl. 7 lokal tid mødtes jeg med Maria (som jeg var vejleder sammen med i sommers, til de af jer der ikke lige ved hvem hun er) i Chicago på Allerton Hotel, der ligger lige ud til Chicago’s svar på Champs Elysses: Michigan Avenue.

Baggrundshistorie: Maria’s mor (Edith) er stewardesse for SAS og Maria kan derfor flyve mere eller mindre gratis med når hendes mor er på tur og hvis der ellers er pladser nok på afgangen, hvilket der lykkeligvis var! Jeg selv havde kørt i en bil med nogle herfra NW Appartments, som i den weekend også skulle til Chicago.

Det var et rigtig dejligt gensyn, og noget jeg havde set frem til i lang tid. Sammen med Maria var et helt crew, inkl. Edith, stewardesser og stewards fra SAS, som jeg senere skulle stifte nærmere bekendtskab til. Jeg har desværre svoret tavshedspligt, men det betyder jo ikke at jeg ikke kan løfte lidt af sløret for hvad der skete den aften;-)

Edith, Maria og jeg tjekkede ind på det ret så fine hotel (Edith kunne få en del rabat pga. SAS’s aftale med stedet) og startede med at fejre at vi alle sammen var kommet helskindet frem med et glas champagne på værelset. Derefter tog vi til hotelværelsesfest med Ediths kollegaer, der alle var meget feststemte, for så at gå på Sushi bar og få noget aftensmad – bare os tre.

Det var noget rigtig lækkert sushi, måske det bedste jeg har fået nogensinde. Den varme sake løsnede op de anspændte muskler og de japanske øl satte prikken over i’et. Efter en dejlig middag og snakken frem og tilbage tog vi så på noget af en bar tur. Vi skulle mødes med de øvrige SAS ansatte på Coyote Ugly Bar, som skulle vise sig at være et yderst sjovt sted at tilbringe et par timer en fredag aften. Stedet var som filmen, og til dem som ikke har set filmen er en beskrivelse på sin plads. Mange mennesker, høj musik, store drinks, lang bar, kvindelige bartendere (i lidt tøj) (meget lidt) og tit stående på baren, gratis sprut til tider, og dyr sprut til andre tider. Ej det var rigtig sjovt at være samlet med en masse skandinaviere og endnu sjovere at se, hvordan et par SAS stewardesser kunne fyre den max af i aller bedste Introstil. Intro jeg ved ved hvad nogle af os kan blive, hvis uddannelsen glipper! På et tidspunkt kom en af de let påklædte piger hen til vores bord med nogle allerede opskænkede shots og spurgte om jeg ikke ville have nogle. Jeg var frisk og tog lystigt for mig af retterne, samt forklarede hende at bordet også ville have og hun da heller ikke selv skulle snydes. Et par shots senere gav hun mig håndjern på og sagde med et sødt smil på læberne: ”That’ll be 60.” Tror nok det var omkring 60 i hvert fald, må indrømme at min hukommelse på det tidspunkt ikke helt er hvad den er normalt, den var værre end dårlig. Så blev jeg pænt trukket igennem baren op til en ATM maskine, da jeg ingen kontanter havde på mig, og da mit kort bouncede der, (det er blevet bøjet) måtte vi en tur op i baren, hvor jeg efter jeg havde betalt blev sluppet fri af en gigantisk dørmand, der var nøgleansvarlig. Til slut fik jeg et kys på kinden og et klap i røven af pigen, som hurtigt fandt det næste offer at tilbyde shots...

Nå...fredagens udskejelser betød at lørdagen gik med at have tømmermænd for mit vedkommende, og en kombinaion af tømmermænd og jetlag for Maria. Vi følte os faktisk lidt patetiske når vi sammenlignede os med Edith, der var frisk og frejdig. Men ikke desto mindre brugte vi således lørdagen på at se en smule af Downtown, slappe af på hotelværelset / sove på hotelværelset, spise lidt aftensmad på en hyggelig restaurant, og så sige farvel til Edith og resten af SAS crewet, der skulle flyve hjem lørdag aften kl. 11. Efter at have taget afsked slappede vi af lidt mere, og faldt så i søvn. Søndagen skulle vise sig at stå i stor kontrast til lørdagen. Vi var så gode turister. Startede med at gå en tur ned til Lake Michigan, og nyde den dejlige udsigt. Vejret i denne weekend var virkelig lækkert. Høj solskin fra en skyfri himmel fra lørdag morgen og indtil vi tog hjem mandag. Inspireret af solskinnet købte jeg et par super fede solbriller til 250 USD. Dem luftede vi ved at tage til Sears Tower, som jeg jo havde set en gang før, dog ikke i dagslys og endnu engang tog den fuldstændig pusten fra en. Ganske enkelt et imponerende bygningsværk. Så gik vi til Millinium Park og så ”Ægget” (det var i hvert fald hvad vi navngav kunstværket), et super fedt stykke kunst placeret i en park, og som genspejler Chicago’s skyline på mange forskellige måder fra mange forskellige vinkler. For at hvile benene tog vi tilbage til hotellet og slappede lidt af. Så fedt at ens hotel ligger lige i midten af alt det hele! Da det blev tid til aftensmad tog vi tilbage til sushirestauranten vi havde stiftet bekendskab til fredag aften og havde en rigtig hyggelig middag. Efter maden, og lidt sake, samt et par øl, ville vi finde en blues bar vi havde læst om i Lonely Planet, og Edith havde anbefalet os. Chicago er meget anerkendt for sin kultur, og specielt jazz og blues har en rigtig fin historie her. Vi fandt frem til stedet, Blue Chicago, og kom indenfor i varmen og kom med det samme i virkelig god stemning. Det var så fedt. Klientellet chillede, musikkerne chillede, jamede og hyggede sig med gæsterne, og bartenderen og dørmanden lignede nogle der havde stået der siden Bootleg tiden. Stemningen var nærmest ubeskrivelig med ord, men noget jeg helt klart kan anbefale. Den slags musik skal bare opleves live, og omgivelserne har også en stor effekt kunne jeg forestille mig. Så vi blev godt fulde i det igen, og fik snakket lidt med nogle af musikkerne, jeg tog en kort svingom med to afro mamas og vi købte en plakat hver fra stedet. Alt i alt en rigtig hyggelig dag!!!

Mandag skulle jeg med toget tilbage til Michigan kl. 3 pm, så det eneste vi nåede inden jeg skulle imod togstationen var at powershoppe lidt på Michigan Avenue. Men det gik da også meget godt med det. Da jeg skulle mod togstationen kl. 2, må jeg ærligt indrømme at jeg meget mere havde lyst til at blive i Chicago, eller tage med Maria hjem til Danmark om aftenen, da hendes fly gik. Men det ville jo nok være en ret så irrationel beslutning og jeg sad da også i toget kl. 3. Kl. 9.30 pm blev jeg hentet i Lansing, den samme by som jeg blev hentet i den aller første gang jeg skulle til Mount Pleasant og kl. 11 pm lå jeg i min seng og prøvede at fordøje weekendens oplevelser.

Idag sidder jeg på mit værelse og kigger ud af vinduet samt lytter til det nyeste Radiohead album. Der er faldet sne over natten. Dog ikke så meget. Men det er virkelig blevet koldt heroppe. Sådan rigtig koldt. Det gør nu ikke så meget, for det seneste stykke tid har været præget af mange opgaver og eksamener til skolen og det kommer den nærmeste fremtid i den grad også til. Har den nuværende uge haft to eksamener, en paper due, og i næste uge har jeg to store paper dues, en eksamen, nårhhh jo og så selvfølgelig også den tredøgnscase jeg skal tage i Samfundsanalyse og Diagnostik hjemme fra CBS. Den bliver lagt op kl. 6 mandag morgen og skal afleveres kl. 6 tordag morgen og undertegnede er mildest talt meget nervøs. Håber jeg består, men får nok brug for at alt og alle krydser fingre for mig! Do it!

Det positive er at når næste uge er overstået ser det resterende program virkelig, virkelig interessant ud. Fredag den 16. november tager jeg et fly fra Detroit, der via nogle andre stop i USA fragter mig til Jamaica. Her skal jeg i otte dage nyde livet, solen, strandende og ... med Buus og JJ (som går på Penn State, i Pennsylvania). Weekenden efter, den første i december, tager jeg Toronto (og Niagara Falls) med den lille faste gruppe herfra NW Apt.s. Og weekenden efter det (7. – 9. december) bliver min sidste på CMU, hvor vi bl.a. har afslutningsfest med fodboldholdet. Den 14. december flyver jeg til Penn State, hvor Buus viser mig lidt rundt, inden vi den 17. flyver til New York, hvor vi opholder os indtil denne rejses sidste rejse går mod Danmark. Puha, man bliver helt forpustet. Men guleroden er der, og om otte dage er Eske en meget meget lettet mand.

Kryds fingre for mig og glæd jer til billeder og blog fra Jamaica!

Eske

Et herligt syn: to Eske'r, refleksion i "Ægget"

Maria og Eske i Sears Tower

"Ægget"

Udsigt fra Sears Tower, skyggen nederst til venstre er Sears Towers skygge

Eske og Maria på Blue Chicago