de første par dage i US

Kære allesammen

Dette er det første indlæg af sin slags og bliver forhåbentligt bare en ud af mange hverdagsskildringer herfra Central Michigan Univesity, Mt. Pleasant. Yderligere håber jeg på med tiden at kunne spice siden op med lidt billeder og andet lir, som jeg får taget herovre, så I kan få visualiseret nogle af de tanker i måtte gøre jer, når jeg skriver om løst og fast.

Well...i dag er det fredag den 24. august og det er ikke mere end tre dage siden jeg satte mig i en motherfucker stor Boing i Kastrup Lufthavn kl. 11.00 med mere end almindelige sommerfugle i maven og allerede dér en stor følelse af afsavn og ensomhed. Efter ca. 9 timer var kl. 14.30 lokal tid og jeg var i Atlanta, Georgia. Desværre havde jeg ikke rigtig mulighed for at komme ud og opleve Sydstaterne, da jeg pænt måtte vente en 4-5 timers tid i Terminal B i Atlantas gigantiske lufthavn. Det var lidt med en underlig følelse i kroppen, at jeg gik rundt og chillede med musik i ørerne og kiggede på amerikanere i deres eget land for første gang. For satan de er altså et specielt folkefærd, det kan man ikke komme uden om. Heldigvis var langt de fleste søde, faktisk var den mindst søde jeg stødte på manden, der skulle tjekke mine papirer og lukke mig ind i landet. Stor afroamerikansk sydstatsmand med alt for meget glæde ved sin tildelte autoritet. Han beordrede mig bl.a. til at gå bag i køen da jeg stod nummer to, fordi jeg åbenbart kiggede for meget i hans retning (jeg stod tre meter derfra bag en gul linie). Jeg spillede selvfølgelig bare snotdum og lod som om, at jeg ikke helt vidste hvad han mente, og da han tilsyneladende også var en doven mand blev der ikke gjort mere ud af den sag. Min betjening var dog præget af vores allerede belastede forhold til hinanden, og mine venlige hundeøjne og ordene: "Hello sir, how are you doing?" hjalp heller ikke noget. Jeg stod ved skranken i 15 min, normalt ville det tage max. 5, selvom jeg havde alle ting i orden. Da jeg endelig blev beordret væk derfra med mine papirer demonstrativt stemplede følte jeg mig pludselig meget speciel og beæret over at være kommet ind i guds eget land - måske det simpelthen er hans måde at sørge for at gæster, der ankommer til USA, får en positiv følelse lige efter de har været i hans selskab? Who Knows...
Heldigvis har han været det eneste rigtig dårlige bekendtskab indtil nu - og efter de her 4-5 timer i Atlanta hoppede jeg på flyet til Detroit, hvor jeg ankom efter en knap så behagelig flyvetur i et noget mindre fly kl. 09.30 lokal tid. Efter at have tilbagelagt 2 kms kapgang og efter at have ventet i 10 min på min bagage, prejede jeg en taxa og stak ham adressen på Milner Hotel, som jeg havde booket hjemmefra. Kl. 10.20 stod jeg og tjekkede ind i receptionen og var 50 $ fattigere (Lufthavnen i Detroit ligger ret langt væk fra downtown). Kl. 10.40 lå jeg i min seng og så Alle elsker Raymond og drak whiskey efter en tur, der i alt havde taget mig 17 timer og 40 minutter (så vidt jeg kan regne ud) og som vel egentlig er ganske pænt alt taget i betragtning.


Så skulle man tro jeg kunne sove igennem og nyde godt af mit lidt dyre hotelværelse, men det var desværre ikke tilfældet. Jeg vågnede efter 7 timers søvn og havde det alt alt for varmt og kunne ikke sove. Så i stedet tullede jeg lidt rundt på værelset, tog et langt bad, tjekkede ud og begav mig ud for lidt "sightseing" i Detroit. Jeg så blandt andet Comerica Park og Ford Field som hhv. huser Detroit Tigers (baseball) og Detroit Lions (football). Derudover så jeg General Motors Headquarters og Detroit riverside, som faktisk var det fedeste. Super flot promonade med udsigt til Canada, Detroit River og mundingen på to af de i alt fem søer der udgør The Great Lakes, nemlig Lake Huron og Lake Erie. Udover det kan jeg løfte sløret for, at byen absolut ikke er et besøg værd, med mindre man kan lide at se på en by, der igennem de seneste 20 år har været i forfald. Faktisk kan det ikke beskrives bedre, end det bliver gjort i Lonely Planet, hvor der står: "Detroit, quite frankly, looks like it has had the shit kicked out of it." Men jeg mødte dog en hyggelig hjemløs fyr jeg stak en dollar og en flink bartender, der serverede mig mit første all american meal bestående af burger and fries. (se flere billeder i bunden af bloggen)

Kl. 4.40p tog jeg en greyhound bus, som i to timer var mit hjem, indtil jeg 6.45p stod i Lansing (som er hovedstaden i Michigan). Da jeg stod af bussen, blev jeg først ret så bekymret, idet der var virkelig mange skumle mennesker og ingen kendte ansigter til at hente mig. Efter 5 minutter og en meget nervøs Eske Bo fik jeg dog øje på tre mennesker, der ikke lignede de andre, der opholdt sig på ventepladsen. Solvej, Nanna og Alex (sidstnævnte som sidste år var udvekslingsstuderende på CBS og i år har hjulpet Nanna, Solvej og jeg rigtig meget). Og det var ikke et sekund for sent vi kom væk fra holdepladsen, hvor der mens vi kørte væk opstod slagsmål ml. to grupper på hver 10 mand eller noget i den retning. Nå, stadig uden skrammer kørte vi en times tid før vi nåede Central Michigan University, Mt. Pleasant, hvor jeg fik tildelt mit hjem for de næste par måneder. Det første der slog mig var "Where are the fucking mountains?" Men der sgu ingen bjerge - desværre. Derimod er der træer over det hele - egentlig pænt, men må indrømme at det skuffede mig lidt med den falske varebetegnelse jeg føler byen har givet sig selv, og de ting jeg har læst inden må have været et eller andet andet sted fra. Nå, men mit hjem består af et rækkerhus med 2 soveværelser og bad/toilet på 1. sal og en stue med sofaplads, spisebordsplads og køkken i stueetagen. Virkelig sweet faktisk. Det er meningen at jeg skal dele det med en anden dude, men indtil videre er der ikke kommet nogen og idag er sidste dag man kan checke ind, også for de amerikanske studerende, så nu må vi se om jeg får det hele for mig selv eller ej...

Torsdag gik med ekstremt mange papirer, der skulle underskrives, møde med det International Office og alt muligt og umuligt andet. Møg forvirrende og møj kedeligt, men heldigvis var alle jeg kom i kontakt med ekstremt venlige og behjælpsomme. Og dette på trods af at jeg allerede nu åbenbart har været noget af en udfordring at arbejde med (og for) for folkene på det Internationale Kontor. Dette havde Nanna og Solvej gjort mig opmærksom på, hvorfor jeg ofrede en pose heksehyl som velkomstgave på dem, for ligesom at bløde lidt op og komme i kridthuset fra start - hvilket jeg nu i den grad er! Men det tror jeg sådan set de fleste er - ej, de er virkelig servicemindede og hjælper os alle sammen rundt i det her inferno af ting og sager der skal være i orden. Her skal det også nævnes at både Solvej og Nanne virkelig har været fede at have omkring sig her. De har hjulpet mig helt vildt meget, og hvis det ikke havde været for dem, havde jeg sgu nok ikke været i stand til at sidde her og skrive blog med tømmermænd, men derimod drønnet rundt og fortsat været igang med alt muligt officielt.

Ja jeg har tømmermænd idag. Igår var vi nogle stykker der tog på den lokale club. Det var sgu meget sjovt, specielt fordi det var sjovt at se på alle de underlige mennesker. Det var ekstremt hill billy-hiphop og pga. at det er enrollment week var der rigtig mange unge mennsker derinde. Føltes lidt som om man var til halbal i Guldagerhallen igen...men nevertheless blev jeg godt fuld i det og har idag sovet længe. Senere idag har jeg planer om at komme ind til byen og købe mig noget service og forskellige ting til køkkenet, samt få fingrene i en cykel, så jeg får lidt nemmere ved at komme rundt på campus.

Tror lidt at det var alt for nu. Det er rart at være kommet frem, og jeg begynder at tro på at jeg også vil få tiden til at gå nogenlunde hurtigt herovre. Har mødt nogle fine mennesker i et par tyskere, ghanesere, sudanesere, en tyrker og et par andre stykker. Glæder mig dog også til at komme i nærkontakt med amerikanske dudes.

Håber alt er vel i DK.