1 – 2 – 3 – Team

Endnu en uge gået og flere oplevelser er tilbagelagt og fordøjet. Hermed et review på de forgange ni dages tid.

Sidste fredag var som sagt dagen, hvor jeg for første gang skulle spille en betydningsfuld kamp med fodboldholdet. Vi brugte 3 ½ time på at køre til Groshen, Indiana (Amish Country), som var den by hvor kampene i denne weekend skulle spilles. Kan lige så godt sige det først som sidst. Central Michigan University Soccer Club vinder ingen mesterskaber i år. Fredag tabte vi 5-0, søndag 2 x 2-1. Der bliver simpelthen lavet for mangle fejl og produceret for få chancer, hvilket jo som bekendt gør det en anelse svært at vinde fodboldkampe. Udover at vænne mig til at tabe, skal jeg også lige vænne mig til dommerstandarden. Drenge, piger og alle andre der til daglig brokker sig over de dommere vi har derhjemme – stop it! Det her er vildt. Vi har tre dommere, hvilket umiddelbart burde være en fordel. Men de tre dommere fløjter for noget der minder om ti gange flere frispark end derhjemme. Man må gerne spille hårdt til, men de dømmer nogen gange for det mest underlige. Tror at der ca. har været lige så mange spilstop i vores overståede kampe, som der er i en normal amerikansk fodboldkamp, hvilket er mange...rigtig mange. Den noget afvigende dommerstandard skulle/skal jeg som sagt også lige vænne mig til. Efter de første tre kampe havde jeg nemlig inkasseret et direkte rødt (i den første kamp, hvor dommeren dog bagefter undskyldte og sagde han ikke ville indberette det???). Og et gult i kamp nummer tre (gult giver dog ikke 10 min = fedt).

Nå, men som sagt skal jeg vænne mig til at tabe, og har da også allerede nu skåret gevaldigt ned på de sportslige ambitioner. Jeg er dog stadig mere end almindeligt glad for at at have fundet holdet, da det til stadighed giver mig rigtig meget. Det giver mig oplevelser jeg ikke ville have fået foruden, det giver mig en amerikansk vennekreds, det giver mig mulighed for at holde mit eget spil ved lige og det giver mig mulighed for at holde formen ved lige, hvem ved måske endda ligefrem forbedre den?

Så spørger den eftertænksomme læser måske sig selv eller andre nærværende, hvad det er for nolge oplevelser, der er så specielle? Chicago er absolut en af dem! Lørdag, imellem vores første kamp fredag og de to søndag, var vi ni fra holdet, der kørte små to timers kørsel nordpå, fra vores hotel i Indiana. Dagen stod på speedsigthseeing og hygge i en af de federe byer jeg har set hidtil. Det var mit første rigtige encounter med en amerikansk storby (Detroit kan slet ikke sammenlignes med det her). Da jeg første gang trådte op på fortovet fra togstationen i midtbyen og så op mod himlen, følte jeg mig virkelig lille, men samtidig rigtig, rigtig levende. Skyskrapere i alle mulige og umulige former, blå himmel, summende liv over det hele, sådan rigtig storbyagtigt. Det gav mig virkelig et sug i maven og et smil på læberne (bortset lige fra på det her billede)!

De fleste af drengene, der var med, havde været i Chicago før og kunne derfor strikke en éndagstur sammen, hvor vi fik set det absolut allermest nødvendige. Vi startede med at shoppe lidt og kigge på ting og sager. Besøgte bl.a. en Apple Store og fiflede lidt med den nye nano, iPhonen samt en masse andet lækkert lir og ragelse. Hvorfor er jeg ikke millionær, eller bare en anelse velhavende så jeg kan gå franchise amok? Nå, men efter lidt vaden ind og ud af butikker, var maven eferhånden ved at være indstillet på at skulle fyldes op. Og selvfølgelig med vaskeægte Chicago Pizza, fra Gino’s! Åbenbart et must når man besøger Chicago. Det var da også godt, stort og ekstremt mættende. Har aldrig set så meget fyld på en pizza før. Jeg spiste tre slices (hvilket var okay meget) og var helt vildt mæt!

Efter frokosten spasserede vi over til ESPN Zone, som er noget alle de andre drenge glædede sig meget til. Et form for kombineret sportsbar-, spilleland- og butiksagtigt sted, som da var meget sjovt, men ikke all that i mine øjne. Derefter gik vi ned til strandpromenaden og så en sindssyg flot skyline. Chicago ligger lige ud til Lake Michigan. En af Chicago’s største seværdigheder ligger således også direkte ud til vandet, nemlig Navy Peer. Et lidt underligt, men meget fassinerende sted, der tidligere var flådestation (spørg mig ikke hvad man bruger flåden til i indlandssøer), og som nu er kombineret turistfælde, med restaurenter, forlystelser, butikker, udsigtsposter, lystyachts og lystbådehavn. Det skulle eftersigende være et populært sted for unge mænd at slæbe deres udkårne hen, for at spørge om evigt troskab (læs: forlovelse). Det undværede vi dog, men så et bryllup, der var i fuld gang, mens folk spasserede forbi. Pudsigt, som privatliv kontra offentlighed i mange tilfælde er komplet fordrejde herovre ifht. hvad vi er vant til hjemme i Danmark. Mange ting er tabu og meget private, såsom druk, og hvad druk nogen gange ellers fører til, mens ting som vi i Danmark regner for værende forbeholdt familie og nærmeste, såsom bryllup, eksponeres og skal helst ses af så mange andre som muligt herovre. Bare for at tage et eksempel.

Selvom det ikke lyder af så meget, var dagen faktisk ved at være forbi, men vi manglede dog stadig at besøge verdens, på et tidspunkt godt nok, højeste bygning, Sears Tower. Godt og vel 4 ½ fodboldbane rager dette monstrum af en bygning op i vejret, eller 1.450 fod, som omregnet til menneskeindeks svarer til 442 meter (altså det er det højeste sted man kan stå og kigge ud, antennerne rager helt op i 538 meters højde). Bygningen har 110 etager, der i alt har et gulvareal på 418.064 m2!!! Til bizar sammenligning fylder hele gulvarealet altså, hvis dette foldes ud, små 600 fodboldbaner af størrelsen 100 x 70 m (som lever op til de internationale krav for fodboldbaner). Nå, men nok om alle målene, facts og andet, der har med tal at gøre. Det tog mig alt for lang tid at regne de ting her ud. Har jo ikke haft matematik i det mange af mine jævnaldrene vil betegne som ret mange år. Udsigten var fantastisk. For at sige det mildt. Vi kom derop, efter at have betalt $13, omkring kl. 08 pm, hvor mørket begyndte at lægge sig over byen. Det var et virkelig smukt skue, og da mørket havde overvundet modernaturs lys, tog elektriciteten kampen op. Det var virkelig et flot syn, kan ikke sige det nok gange. Desværre var det meget svært at tage billeder, da glasset var tykt, og der var lys i rummet der gav genspejl når man forsøgte at forevige det. Jeg har dog lavet lidt research og fundet et par ganske flotte billeder på nettet, som i kan nyde for neden i denne blog.

Efter Sears Tower, kørte vi tilbage til hotellet i Indiana, hvor vi dagen efter, som nævnt tidligere, lige skulle tabe to fodboldkampe til, før vi kørte tilbage til Mount Pleasant. Ellers er der ikke sket det vilde i den forgangne uge. Udover at jeg fik mit første paper tilbage, med max point, og kommentaren ”Very Insightfull” skrevet på. Hmm, det var en såkaldt ’reaction paper’ på en video vi havde set i en Psychology of Advertising time, og var lavet på to timer, hvoraf den ene var i en anden time. Lovende! Nårh jo, så tabte vi også vores første hjemmekamp onsdag 1-0 til ærkerivalerne fra Michigan State University. Sidste år havde mit hold dog tabt 6-0 i dette opgør, så vi er i klar fremgang og jeg håber, at vi snart får en succesoplevelse i form af en uafgjort eller måske endda en sejr!

Fredag var vi et par stykker, der kørte 1 ½ time sydvest for Mount Pleasant. Her skulle vi klatre med sådan en recreationclass. Altså rigtig klatring, på en klippevæg, med klatresko og alt sådan noget. Samlet tid i aktion på klippen var nok ca. 7 minutter, samlet antal meter tilbagelagt lodret omkring 6, samlet smerte i hidtil ukendte muskelgrupper udefinerbar høj! Ej, det var en super hyggelig tur og et lækkert lille sted helt ned til en eller anden flod. Tror vi gør det igen snart. I dag (lørdag) får jeg muligheden for at se den første live football game. Kampen starter 3.30 pm og inden da er der tailgaiting. Så tror jeg bliver lidt fuld idag. Vi har en tysk ven ved navn Matthis Berning, der er 1. årsstuderende, men spiller på football holdet (hvilket er ret ekstraordinært). Matt har fødselsdag idag, så efter kampen holder vi en form for surprise fødselsdagsfest for ham hernede i vores kompleks. Matt bor i nogle kummerlige rum, fordi han er freshment, og har det lidt hårdt på holdet, så han bruger os som afslapning, moralsk opbakning og adspredelse, så alt ikke handler om football, styrketræning og udgangsforbud. De har det sgu hårdt de studerende, der er på sports scholarships, i særdeleshed football spillerne, som er skolens store flagskib. Fedt at have en insider så man får en fornemmelse af, hvad det egentlig er de laver, og hvor stort det egentlig er. Tror uden pis at deres budget er på størrelse med en gennemsnitlig dansk superligaklub, hvis ikke en af de store!

Det var alt i denne omgang, håber til stadighed at alle har det godt!

Eske