word up mother nature

Bedre sent end aldrig!

I sidste weekend var jeg jo som sagt på en mindre udflugt til UP (Upper Peninsula). Vi var syv der tog afsted i vores lejede Ford minivan kl. 1 pm, og vi var stadig syv da vi 6 timer senere ankom til byen Marquette, der ligger ud mod den øverste af The Great Lakes - Lake Superior. For at komme over på halvøen UP skal man krydse broen Mackinaw Bridge. En bro de i Michigan er meget stolte af, og ”bestemt er et besøg værd” i følge mange forskellige mennesker jeg har snakket med. Broen er da også ganske flot, men minder nok i størrelse mest om Lillebæltsbroen. Så jeg var ikke helt vildt imponeret, men synes da det er meget sjovt at de er så stolte over deres bro. De burde komme til Danmark og se vores (i pluralis), det har jeg sagt til dem.

I Marquette tjekkede vi ind på vores hotel, der var blevet booket på forhånd. I USA er det åbenbart kotume at man snyder hotellerne lidt, så vi boede alle syv mand på et værelse beregnet til fire. Det gik helt fint. Både med pladsen, jeg havde dog også en halv seng, og med ikke at blive opdaget. Efter tjeck-in, fandt vi en restaurant, der faktisk var ganske elendig. Her fik vi lidt føde og lidt vådt til ganen. Derefter var vi sådan set alle sammen trætte efter køreturen og vendte tilbage til hotellet og faldt mere eller midre i søvn med det samme.

(Billede #1: den knap så gode "italienske" restaurant, mig, Mike, Daniel, Georg, Solvej, Steffi, Nanna)

Lørdag kl. 8.30 am rignede vækkeuret og varslede at vi inden længe ville befinde os på vores første hiking tur. Kl. 10.30 havde vi således allerede indtaget et dejligt kontinentalt morgenmadsmåltid og parkeret bilen på en lille parkeringsplads ved vores første destination – som jeg ikke kan huske navnet på. Vejrudsigten lovede thunderstorms i løbet af dagen, men vi startede med et smukt, overskyet, efterårsatigt, fugtigt og udefinebart vejr, som fik alt til at være smukt og tyst. Farverne på træerne heroppe var på højdepunktet af sæsonen og de mange forskellige nuancer fik virkelig en til at få kuldegysninger og næsten glemme at se sig for hvor man satte fødderne. Fantastisk!!!

(Billede #2: udsigt fra den første hiking tur)

Den første hiking tur var af en høj kategori og var bestemt ikke en strækning man skulle slæbe småbørn, eller gangbesværede med ud på. Turen der fulgte en flod med mange små vandfald bød nemlig på rigtig mange ret så udfordrende opklatringer, nedklatringer, flodforceringer og andet spas. Stien som man fulgte var egentlig nok nærmere end hjortesti, men det gjorde jo bare det hele så meget desto sjovere. Efter at have vandret halvanden times tid upstream stoppede tilmed hjortestien og vi vendte om. På vej tilbage begyndte så dagens første og heldigvis eneste thunderstorm. Wauw...det var faktisk ret så sjovt, men er du sindssyg, hvor blev man gennemblødt og tordenskraldende var helt gigantisk store og larmende. Der var man virkelig ude i de ekstreme elemter og så moder natur fra sin arrige og overgangsalder-agtige side.

(Billede #3: flotte farver på den første tur)

Drivvåde og tilbage ved bilen besluttede vi os for at holde en frokostpause inde i byen, for lige at få varmen tilbage i kroppen igen og skifte det våde tøj ud med noget tørt. Vi fandt en rigtig hyggelig restaurant helt ud til Lake Suprior, der endda oven i købet også var selvforsynende med flere gode ølbryg! Så mætte og veltilfredse begav vi os afsted med fornyet energi til dagens anden hike. Denne gang kunne vi ikke rigtig finde det sted vi havde planlagt at finde, hvilket resulterede i en tur, der var endnu mere offroad end den første. Det var super super sjovt, og et par gange tænkte man da på at det altså ikke var helt ligegyldigt hvor man placerede sine fødder ifht. at tage et tyve meters styrt lodret ned på nogle klippesten ved floden. En anden faktor der gjorde denne tur rigtig fed og anderledes fra den første var, at vi nu havde fået selskab af en varmende sol fra en azurblå himmel. Farverene ændredes således og spillede smukt i solstrålerne. Vejret skifter hurtigere heroppe end jeg norgensinde har oplevet før. Egentlig meget charmerende, men også nogen gange ret ubelejligt og overraskende. Denne gang var det dog en mere en dejlig overraskelse.

(Billede #4: solstråler filtreres af træerne på den anden tur)

Efter en kold dukkert i et mindre vandfald, kørte vi en times tid østpå til byen Muninsing. Her lavede vi samme tjeck-inn nummer og kørte derefter hen til en anbefalet restaurant, der skulle vise sig nærmest at tage livet af mig. Jeg bestilte nemlig en rib eye steak, der fyldte hele min store tallerken. Og den var god! Rigtig, rigtig, rigtig god!!! Hvorfor jeg heller ikke kunne nænne at efterlade nogen rester, hvilket resulterede i en yderst mæt Eske, der resten af aftenen hang lidt i håndbremsen og havde svært ved at drikke sin øl hurtigt. Det er en af de bedste bøffer jeg til dato har spist og var alle svedeturene værd. Aftenen endte med at vi besøgte en lokal bar, der igen var et ret sjovt bekendtskab. UP’s indbyggere kan vel tilnærmelsesvis sammenlignes med bønder fra Sdr. Snedde eller sådan noget. Ret så red neck. Og baren var derfor tilsvarende hill billy agtig. Men vi fik da drukket et par øl, en whiskey eller to og jeg fik udfordret en lokal i pool – dog med et nederlag som følge.

Næste morgen stod vi igen relativt tidligt op kl. 9 am, og kørte ud til Minor Falls hvor dagens første lille restitutionstur førte os ud til et flot vandfald. Dette område var dog væssentligt mere turistet end det vi havde været udsat for dagen før. Men det passede måske meget godt set i lyset af vores lidt mere slidte og tømmermændsplagede kroppe. For ikke at glemme at jeg stadig slæbte rundt på minimum 700 gram ko i maven. Efter vandfaldet kørte vi et par kilometer yderligere ud mod søbreden, hvor vi skulle se på Minor Casttle, en ud af mange klippeformationer der tilsammen udgør Pictured Rocks. Pictured Rocks er en mange kilometer lang strækning, der byder på smukke klippeformationer ud til Lake Superior. Her besluttede vi os dog for at splitte syvmandsgruppen op i to, da vi kun var tre, der fortsat havde mod på at vandre. Så mens de andre tog på en sejltur og hvilede benene, begik Daniel, Nanna og jeg os ud på en helt anden form for vandretur end vi dagen forinden havde været på. Området her var, igen fristes man til at sige, rigtig smukt og billedskønt, og var et kaotisk sammensurium af klipper, træer af mange forskellige slags, vandfald, små floder, sandbund, jordbund, sandstrand og isblåt ferskvand. Det var rigtig smukt, og igen havde vi selskab af en ihærdigt varmende sol fra en blå himmel, der virkelig gav naturen den kontekst den fortjente.

(Billede #5: Minors Castle)

Efter en dejlig eftermiddag med lidt nemmere vandring, mødtes vi med de andre kl. 4 pm og påbegyndte hjemturen til Mount Pleasant, som vi nåede 9.30 pm. Alt i alt en fantastisk dejlig weekend, som oven i købet rent faktisk var ret så billig. $ 100 per mand, der inkluderede, billeje, benzin, hotel, og diverse snacks, vand og øl. Sgu meget godt gået synes jeg.

I går (lørdag den 14. oktober) spillede jeg fodboldkamp i Grand Valley, 2 timers kørsel sydvest fra Mount Pleasant. Det var den hidtil bedste kamp vi har spillet, og vi vandt 2-0 (dog uden mål fra mig), så det lover rigtig godt for de sidste tre kampe i sæsonen, hvoraf den første er i eftermiddag kl. 4 pm, lidt uden for Detroit. Håber på vi kan vinde de resterende kampe og få noget at glæde os over her på falderebet. Apropo glæde sig over, vil jeg da lige lykønske alle wowerndrengene med oprykningen, der blev sikret igår. Genialt! Glæder mig rigtig meget til at komme tilbage og skulle forsøge at tilbageerobre mig en plads på vores serie 2 mandskab. hvis ikke dette lykkes er det jo tilsvarende dejligt at 2. holdet ligeledes er rykket op i serie 4 igår! Tillykke drenge, er satme glad og stolt!

Det var alt for nu, håber at der går lidt kortere tid inden næste gang jeg skriver igen.

(Billede #6: Minors Beach, Daniel og jeg)

(Billede #7: mig i meget koldt vand - læg mærke til hvor koldt det er, læs: min venstre pege- og tommelfinger)

(Billede #8: flodudløb til stranden, Minors Beach)

(Billede #9: mig, Nanna og Daniel på Minors Beach)